Det var med store armbevægelser og højtravende løfter, at det mindre forsikrings- og pensionsmæglerselskab Honestus & Partners med base i Søborg bragede ind på markedet i 2018.
Det var i især med et ønske om at disrupte markedet via øget transparens i samspillet mellem virksomheden, mægleren, forsikringsselskabet og den teknologiske udvikling, at de to ejere og direktører, Rasmus Borre Dines Jørgensen og Anders Jochumsen, stablede mæglerhuset på benene.
Konceptet blev hurtigt vekslet til succes og fremgang, hvilket blev afspejlet i årsregnskaberne, hvor det mindre mæglerhus oplevede en årrække med stabile plusser på bundlinjen.
I hvert fald indtil nu efter 2023-regnskabet at dømme.
Selv om bruttofortjenesten blev øget med over 55 procent, gik forsikringsmæglerhuset ud af året med et underskud på knap 172.000 kroner. Samtidig blev egenkapitalen reduceret med 18 procent.
Også pensionsdelen af forretningen gik ud af 2023 med røde tal på bundlinjen – årsresultatet lød på minus 196.458 kroner mod plus 758.026 kroner året forinden.
Det var dog som forventet, siger Michael Wain Poulsen, der siden oktober sidste år har været kommerciel direktør for Honestus & Partners. I starten af året besluttede selskabet sig nemlig for ”at ville på en vækstrejse”, som han udtrykker det, hvilket har betydet større investeringer i at opbygge organisationen samt at skrue op for rekrutteringen.
”Da jeg kom til i oktober sidste år, var vi 67 medarbejdere. Når vi rammer oktober i år, vil antallet være oppe på 97, regner vi med. Så vi har haft travlt med ansættelser det seneste år, hvilket naturligvis betyder større investeringer, men som også vil bidrage til en større vækst,” siger Michael Wain Poulsen.
Han tilføjer, at selskabet også valgte at nedlægge sit kontor i Skanderborg-bydelen Stilling for i stedet at åbne i Aarhus, Horsens, Næstved og Korsør. Åbninger, der naturligvis koster yderligere penge, men som skal sørge for ikke blot at sprede Honestus & Partners bredere ud i landet, men også for at være mere til stede hos mæglerne – og dermed hos kunderne, siger Michael Wain Poulsen.
”Honestus & Partners har eksisteret i snart seks år, og det er klart, at når man er relativt ny på markedet, skal potentielle samarbejdspartnere, kunder og mæglere se en an. Nu kan vi se, at vi vækster, og at vi kan tiltrække folk, der har en faglig ballast og et netværk, der gør, at vi forhåbentlig kan få flere virksomheder i porteføljen,” siger han.
På den baggrund regner Michael Wain Poulsen med, at selskabets bundlinje ved udgangen af 2024 enten rammer nul eller kommer op på et overskud på en million, fortæller han.
Digitalisering og nye kundetyper i front
Et af de helt store fokuspunkter for Honestus & Partners er digitalisering. Fra starten har mæglerhuset haft som ambition at være førende, hvad angår techdelen og den digitale kundeoplevelse.
Det bliver der sat yderligere strøm til nu, kan Michael Wain Poulsen løfte sløret for. Konkret har mæglerhuset brugt store mængder tid og ressourcer på at udvikle et it-system til forsikrings- og pensionsdelen udbygget med AI- og robotteknologi.
Formålet skal være at gøre det endnu lettere at komme i kontakt med kunderne samt at gøre alle dele af forretningen – såsom al korrespondance med bestemte forsikringsselskaber, hvor langt en eventuel skadesbehandling er i proces, og hvor meget der betales til den tid, der bruges – så transparente som muligt. Det er nemlig i gennemsigtigheden, at Honestus & Partners kan vinde, mener Michael Wain Poulsen.
”Vi tror, at den service, der leveres til kunderne, bliver et større konkurrenceparameter på markedet, altså for eksempel at være hurtig og effektiv til at svare på kundernes spørgsmål eller i skadesbehandlingen. Det kigger vi meget ind i nu, og det er også en af de ting, vi stiller større krav til potentielle samarbejdspartnere om; altså hvor stor en kundeservice de kan garantere, hvis de samarbejder med os,” siger han.
Netop hvad angår potentielle samarbejdspartnere og kundetyper, samarbejder mæglerhuset med mange relevante aktører inden for både skadesforsikring og pension. På skadesområdet har huset således samarbejdsaftaler med store danske forsikringsselskaber som Topdanmark, Tryg, Codan og Købstædernes Forsikring, flere nordiske giganter som Gjensidige, If og Protector, mens man også har aftaler med globale spillere som Axa, AIG, HDI og Allianz.
Imens på pensionssiden er Danica, PFA, AP Pension, Velliv, PFS og DSS at finde i porteføljen.
Ifølge Michael Wain Poulsen kommer selskabet til at kigge mere på partnerskabsdelen, og især erhvervs- og brancheorganisationer har deres interesse lige nu i et håb om at få adgang til nogle bestemte kundesegmenter og markeder.
“Det snuser vi lidt til, og vi begynder at få nogle koncepter på plads efterhånden,” siger Michael Wain Poulsen uden dog at komme nærmere, hvilke organisationer mæglerhuset har i kikkerten.
Stigende tendens til mæglerbetjening
Flere virksomheder i pensions- og forsikringsmæglerbranchen kigger ind i en større tendens, at direkte salg fra forsikringsselskaber mod mæglerbetjent salg vokser.
Det er et område, som andre spillere på markedet som Söderberg & Partners, Contea og RTM i stigende grad også er opmærksomme på.
Honestus & Partners ser en større flytning af direkte betjening i selskaberne og over til mæglerbetjening, fortæller Michael Wain Poulsen. Fra hans stol er det dermed en udvikling, der kun bliver større.
Derfor finder han det ikke usandsynligt, at 70-80 procent af erhvervskunder med mere end 10 ansatte om 5 år vil være mæglerbetjente.
I de perspektiver – og i markedet for forsikrings- og pensionsmæglere – kommer Honestus & Partners til at gøre sit for fortsat at være relevante i feltet. Derfor ser fremtiden for det Søborg-baserede mæglerhus lys ud, hvis det står til Michael Wain Poulsen.
“Vi skal være et sted, som folk synes er et spændende sted at arbejde, og som kunderne kan få en god oplevelse hos. Det er på den måde, vi skal vækste, fordi vi tror på konceptet, og fordi vi kan se på både antallet af nye kunder, ansatte og samarbejdspartnere, at vi gør noget rigtigt,” siger han.
Læs mere
Lavere omkostninger på vej: Se de dyreste og billigste pensionsselskaber
Unbundling splitter pensionsbranchen: Store spillere fejer ny løsning af bordet
Forsikringsbranchen skærper sin interesse for SMV-markedet
It-aktør får gennembrud i udrulning af platform til pensions- og forsikringsbranchen
Mæglerhus stormer ind på forsikrings- og pensionsmarkedet