;
Nordic sportmaster web

Redaktørens analyse

Udenlandske kapitalfonde brænder fingrene i Danmark

En storstilet dansk satsning er nu gået i vasken for den britiske kapitalfond IK Partners. Men fonden er langtfra den eneste markante spiller, der må sande, at det lille, konkurrenceprægede marked kan være svært at skabe resultater i.

Som InsideBusiness i sidste uge kunne løfte sløret for, er den internationale kapitalfond IK Partners godt i gang med at afmontere sin offensive danske satsning.

Et stort, nyåbnet kontor er nu mere eller mindre affolket, den ledende partner er væk, og man har ikke fået købt en virksomhed i årevis.

IK’s kvaler på det danske marked er dog langtfra enestående, for især de senere år har en række ellers succesfulde udenlandske fonde brændt fingrene ganske eftertrykkeligt herhjemme.

Storfonden EQT’s udfordringer med selskaber som Top-Toy, Nordic Aviation Capital og Flying Tiger er velkendte, og selv om den ellers så succesrige fond også har høstet et solidt afkast på især salget af Færch Plast, tegner der sig imidlertid stadig et noget broget billede af EQT’s danske investeringer de sidste 10 år.

Også de tidligere rivaler i Nordic Capital, som EQT for længst har overgået målt på finansielle muskler, har haft sit at slås med herhjemme de seneste 10 år. Især Bladt Industries har været en regulær hovedpine for den svenske fond, ligesom salget af kriseramte Sportmaster i sidste ende gav både fonden og storbanken Nordea et ordentligt økonomisk nakkedrag.

Tilbage står salget af rederiet Unifeeder, der trods flere år med krisestemning og massive problemer endte med at blive en ganske hæderlig investering for Nordic Capital.

Tilbage er en portefølje, der fortsat rummer blandt andre kriseramte Lagkagehuset samt de nylige investeringer i Conscia, SiteImprove og en minoritetspost i Leo Pharma.

Modsat IK har Nordic stadig en tilstedeværelse i København, men i forhold til tidligere har man ingen stærk frontfigur på det danske kontor, der i stedet drives af svenske Fredrik Näslund fra kapitalfondens hovedkontor i Stockholm.

Måske et vendepunkt for trængt fond

Endnu værre ser det ud for vingeskudte Altor, der efter skandalen om konkursen i OW Bunker i efteråret 2014 har syntes noget groggy og har kæmpet med talrige problemer i en ganske velvoksen dansk portefølje.

Tresu, som man overtog fra Erhvervsinvest, har været lidt af en katastrofe, og det samme har ellers lovende Haarslev udviklet sig til. Nu er prestigeopkøbet af Norican også begyndt at halte, alt imens Altor sammen med amerikanske Goldman Sachs forsøger at finde en køber til Hamlet Protein, der også har skuffet under svenskernes ejerskab.

Hvis det imidlertid lykkes de to kapitalfonde at afhænde den tidligere Polaris-virksomhed, kan det måske være starten på bedre tider for Altor, der også fik købt Multi-Wing, en relativt ukendt producent af vinger til ventilatorer.

Men det fjerner ikke indtrykket af en fond, der ligesom mange af kollegerne har haft lidt for mange uheldige opkøb på dansk jord de senere år.

Konkurrencen herhjemme er da også benhård, og når et selskab som eksempelvis Multi-Wing bliver sat til salg med et milliardstort prisskilt, så er der ofte benhård krig om at sikre sig aktivet.

Her må de lokale kontorer både slås med andre nordiske spillere, fonde fra London samt ikke mindst industrielle købere, der ofte kan betale højere priser end fondene selv, da de typisk kan høste store synergier ved at opsluge en mindre konkurrent.

Modsat andre større markeder bliver der ikke sat milliardstore virksomheder til salg helt så ofte herhjemme, så når netop den slags virksomheder endelig kommer på salgslisten, er interessen stor. Det presser i sidste ende priser op i et niveau, hvor der virkelig skal løbes stærkt, når man har overtaget nøglerne, hvis investorerne i sidste ende skal have et godt afkast.

Nødvendigt med opbakning

Mantraet fra mange udenlandske fonde har ellers gennem mange år været, at man er nødt til at have en lokal tilstedeværelse i København, hvis man skal være i stand til at opsnuse de bedste deals i den lille danske andedam.

Men det er ikke nødvendigvis længere nok. Det kræver nemlig også, at de folk, der så rent faktisk sidder på det lokale kontor, har et klart mandat fra hovedkontoret i enten London, Stockholm eller en tredje by.

I IK’s tilfælde fik man ikke foretaget en eneste investering efter den storstilede åbning af det danske kontor, blandt andet fordi investeringskomiteen i fonden ikke var villig til at betale de priser, der skulle til, ligesom det danske hold ikke har været gode nok til rent faktisk at overbevise de høje herrer om, at man trods en stor check ville kunne få en fornuftig forretning ud af virksomheder som Trackunit, Collectia eller ProData.

De ellers meget synlige kapitalfondes mudrede resultater går igen blandt mange af de internationale spillere, der med jævne mellemrum investerer på dansk jord. Se bare en kapitalfond som britiske Montagu, der ganske vist fik en fornuftig forretning ud af it-firmaet Covidence, men som også  brændte fingrene ganske eftertrykkeligt på først Logstor og siden det tumultariske ejerskab af ejendomsselskabet Deas.

Spændende bliver det at følge hollandske Waterland, der etablerede sig herhjemme for nogle år siden og modsat IK har købt op med arme og ben. Fonden, der blandt andet nyder trofast støtte fra ATP, har indtil videre sit første frasalg til gode, men hvis man formår at kopiere de forrygende afkast, der er blevet leveret andre steder i Europa, kan Waterland måske trække statistikken i den rigtige retning.

Samtidig tyder alt også på, at store fonde som EQT og Nordic Capitals seneste opkøb på dansk jord har været noget mere fokuserede end tidligere, hvor især førstnævnte i en periode havde ry for at købe det meste.

 

Læs mere

Kapitalfond sadler om efter dansk opkøbstørke

Kapitalfonds sadler om efter dansk opkøbstørke

Usikkerhed tynger Axcels børsplaner

Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg

Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat

Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg

Kapitalfonde sætter tidligere Mærsk-selskab til salg

Her er sommerens store M&A-handler