Tabere
ATP’s smertensbarn igen på dagsordenen
Det er vel et af de største mysterier i den danske pensionssektor, hvad i alverden halvstatslige danske ATP vil på det britiske marked for kommerciel pensionsdrift?
Set fra en omkostningsvinkel giver det måske mening at bruge ATP’s danske setup til at sælge til briterne i selskabet Now Pensions. Men er det virkelig rimeligt, at ATP bruger den tvangsopsparede danske formue og systemerne til at presse konkurrencen på pensionsmarkedet i andre lande?
Hvis det nu var blevet en blændende forretning, kunne ATP’s direktør, Christian Hyldahl, muligvis forsvare projektet med en god forrentning til danskerne. Men det er ingenlunde tilfældet. I dag har det britiske projekt kostet et akkumuleret underskud på 441 millioner kroner, og direktør Morten Nilsson blev ifølge Børsen fyret denne uge efter uregelmæssigheder og myndighedskritik.
Der var før lanceringen af det britiske selskab en heftig debat i det skjulte om muligheden for at sætte ATP fri på det danske pensionsmarked, da Lars Rohde stod i spidsen for ATP. Dengang blev indtoget bremset, selv om ATP uden problemer kunne have presset omkostningsniveauet langt ned i hele den danske pensionsindustri til gavn for samfundsøkonomien, fordi der så måske var blevet flere pensionspenge til folket.
Heldigvis er Danmark ikke en stat, hvor man uhindret sætter en halvstatslig aktør fri for at konkurrere med rene privatejede spillere. Og man bør i virkeligheden heller ikke gøre det i Storbritannien.
InsideBusiness’ råd til Christian Hyldahl er således: Sælg fra, og kom ud af Now Pensions. Det kan ikke forklares og heller ikke forsvares.
Milliardregning truer advokatfirma
Gorrissen Federspiel og ad hoc-kurator John Sommer Schmidt får mange millioner for at drive OW Bunkers konkursbo og kradse penge hjem til kreditorerne. Noget tyder imidlertid på, at begge advokatfirmaer har snorket alvorligt i timen.
I en redegørelse, som netmediet Finans har fået fingre i, fremgår det således, at Gorrissen og Sommer Schmidt har forspildt muligheden for at kræve over 1 milliard kroner tilbage fra den amerikanske investeringsbank Jeffries takket være en klodset fodfejl – advokaterne nåede simpelthen ikke at stævne Jeffries, inden tidsfristen udløb i maj sidste år.
Nu har Gorrissens medkurator Pernille Bigaard fra Plesner bedt Kammeradvokaten og Boris Frederiksen om at undersøge, hvorvidt kollegaerne kan gøres ansvarlige for det alvorlige kiks.
For at gøre sagen om muligt endnu mere kompliceret hævder Gorrissens ansvarlige advokat Marie-Louise Moltke-Leth, at hun havde aftalt med Jeffries’ danske advokat at suspendere den overtrådte frist. Den amerikanske bank repræsenteres såmænd af Plesner-partner Jørgen Permin.
Endnu et opsigtsvækkende eksempel på kasketforvirring på de store advokatkontorer, der har gennemsyret OW-sagen, lige siden olieselskabet blev erklæret konkurs i efteråret 2014.