Ejendomsskattevurderinger ligner årtiets tabersag
Der findes møgsager at skulle stå på mål for i pressen, og det kan selvfølgelig være et træls, men et nødvendigt onde. Og så findes der gigamøgsager, hvor en topleder er nødt til at tage en årelang stroppetur i medierne. Sidstnævnte står skatteminister Jeppe Bruus (S) med. Nemlig Vurderingsstyrelsens nye system til at fastsætte de danske boligejeres værdi, der skal bruges til beskatning fremover.
Sagen er allerede et mareridt, men på mange måder selvskabt. Regeringen og Jeppe Bruus var nemlig blevet advaret om problemerne, idet stort set alle it-eksperter og skattekloge hoveder har sagt: Vent nu, til systemet er klar. De seneste par dage er medierne svømmet over med stakkels boligejere, som har en grund, som er snesevis af millioner værd, mens deres hus har negativ værdi. Forvirring på et højere plan. Det er der god grund til.
Hvad værre er, at Jeppe Bruus og regeringen med Mette Frederiksen (S) i spidsen med den lemfældige implementering af et nyt boligskattesystem, som ved boligsalg kan få enorm betydning for den enkeltes privatøkonomi, er inde at røre ved selve kernen af det danske velfærdssamfund. For spørgsmålet er, hvordan befolkningen reagerer på et skattesystem, som ser så lemfældigt og kafkask på borgernes skatteopkrævninger og friværdi, at Vurderingsstyrelsen under direktør Poul Taankvist ikke engang har gidet at gennemlæse vurderingerne, før de blev sendt ud.
Det rokker ved noget så fundamentalt som tilliden til staten, og at den er i stand til at opkræve rigtige skatter, der skal finansiere det velfærdssamfund, som alle de førnævnte elsker at prise. Og den skade, som dermed påføres danskernes lyst til at betale skat, kan vise sig at være en årelang regning i form af skatteborgere, som mister lysten til at indberette korrekte skatteoplysninger. Hvorfor skal man dog gøre det, når staten ikke selv gider holde styr på de mest basale forhold?
Og det er virkelig svært at forstå, hvorfor man ikke bare trak det et år eller to og så fik gennemgået de mest skæve vurderinger – eller i det mindste indførte en rigtig klagemulighed fra starten med tilhørende hotline, så man kan ringe og klage sin nød. Mette Frederiksen havde da ikke svært ved at finde arbejdskraft, da man stod i corona til halsen.
I stedet har Poul Taankvist og skatteminister Jeppe Bruus under Mette Frederiksens ledelse skabt en årelang møgsag, der har potentiale til at levere træls omtale, så langt øjet rækker. Vi håber således, at skatteminister Jeppe Bruus om ikke andet er blevet lovet en lækker post i et andet ministerium, for at tage en for holdet. Ellers har han potentiale til at blive årtiets taber.
Årelangt slagsmål venter Jyske Bank
Sagen har ulmet i årevis, og selv om Jyske Bank egentlig har Finanstilsynet på sin side, kan banken nu se frem til et årelangt tovtrækkeri og en tur i retten.
Torsdag tikkede en stævning fra Forbrugerombudsmanden nemlig ind mod Jyske Bank for at indføre negative renter på en række opsparingskonti og andre særlige kontotyper, blandt andet pensions- og børneopsparinger samt særlige former for indlånskonti.
Stævningen skal ifølge Forbrugerombudsmanden afklare to overordnede spor, som handler om, hvorvidt Jyske Bank havde den fornødne aftaleretlige hjemmel til at indføre og opkræve negative renter på opsparingskonti uden kundernes aktive accept.
Selv om sagen ikke er en straffesag, er sagen uden tvivl ærgerlig for Jyske Bank, der nu kan se frem til et årelangt tovtrækkeri, hvor man måske har juraen på sin side, men ikke nødvendigvis offentlighedens – eller kundernes – opbakning eller forståelse for sagens kompleksitet.
At Forbrugerombudsmanden retter sit skyts mod Jyske Bank, selv om andre banker også indførte negative renter, er formentlig lidt af en tilfældighed, men kan forklares med, at Jyske Bank var den første bank til at indføre negative renter.
De øvrige banker har dog god grund til at følge med i slagsmålet, fordi et nederlag til Jyske Bank må formodes at udløse lignende sager mod andre banker.
Indtil videre må Jyske Bank klare ærterne selv, og det udløser en ugens taber på InsideBusiness.