;
Helle T web

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Farce i venturefond – Pinlig sag sender Helle Thorning i flyverskjul 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Tabere 

Farce i venturefond 

Balladen i venturefonden Nordic Eye udviklede sig i denne uge fra drama til farce. Efter talrige historier om privatøkonomisk rod og ikke mindst overforbrug med fondens midler valgte fondens nye formand, Niklas Holck, i denne uge at aflyse en længe ventet granskning af den omstridte medstifter Peter Warnøes gøren og laden i fonden.  

Det sker på trods af mystiske historier om, hvordan stifteren blandt andet har brugt firmakortet lidt for flittigt i privaten og beskyldes for at have været en tur i London for at fejre nytår på fondens regning. Men det er der altså ikke grund til at få belyst yderligere, mener Niklas Holck ud fra et argument om, at det ville være alt for dyrt med sådan en undersøgelse. 

Tilbage sidder størstedelen af de 170 investorer i den skandaleramte fond og måber. De havde set frem til én gang for alle at komme til bunds i en yderst speget sag, men meget tyder nu på, investorerne kommer til at vente længe på den granskning.  

Samtidig lurer et opgør med Peter Warnøes tidligere makker, Lars Tvede, for den velhavende erhvervsmand har på ingen måde tænkt sig at acceptere, at Nordic Eye nu har fyret ham med påstande om illoyalitet og samtidig forsøgt at forhindre Tvede i at få del i en eventuel fremtidig upside i fonden.  

Kort sagt: En meget pinlig sag, og det bliver spændende at se, hvor længe de pæne finansfolk som Jeppe Christiansen og Per Klitgaard synes, det er sjovt at stå bag Peter Warnøe og de tvivlsomme valg, fonden har truffet, siden it-iværksætteren satte sig på magten. 

 

Pinlig sag sender Helle Thorning i flyverskjul 

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har travlt med at gemme sig i disse dage. Samtidig med at hun blev præsenteret som en af de profiler, der skal hjælpe FN med at bekæmpe skattely, kom det frem i Ekstra Bladet, at den tidligere statsminister selv har et noget afslappet forhold til konstruktioner, der har til formål at ’optimere’ ejernes skattebetalinger. 

InsideBusiness har selv tidligere sat fokus på netop Helle Thornings samarbejde med kapitalfonden Solix, og nu er det så kommet frem, at hun ud over at arbejde for fonden også ejer aktier i selskabet SafeLane Global, som Solix ejer gennem en finurlig konstruktion via Jersey.  

Hovedpersonen har travlt med at gøre alt, hvad hun kan, for ikke at udtale sig om sagen, og selv om der naturligvis kan være gode grunde til, at Solix og fondens frontfigur, Denis Viet-Jacobsen, har valgt den model, gør den larmende tavshed fra den tidligere statsminister ikke meget for at lægge lån på en tilsyneladende betændt sag. 

Samtidig er det tankevækkende, at hvor Socialdemokratiet ofte har travlt med at løfte pegefingeren i forhold til kapitalfonde, velbetalte direktører og lignende, er man her tavs som graven, når det handler om en prominent partifælles gøren og laden. 

Indtil videre har sagen bestemt ikke gjort noget godt for Helle Thornings eftermæle, og det bliver interessant at se, hvor længe hovedpersonen og hendes parti formår at gemme sig for tabloidpressens blodhunde.