Ugens tabere: Kammeradvokatens konkursfarce
På baggrund af en række farverige artikler i blandt andet Ekstra Bladet lignede den kontroversielle eventmager Peter Bindners konkurs lidt af en farce.
Men farcen har siden skiftet hovedperson, idet statens foretrukne advokatvirksomhed, Poul Schmith/Kammeradvokaten, nu har overtaget den uheldige hovedrolle i den dilettantiske finanskomedie.
Under behandlingen af konkursboet er der afsløret en række fejl, der har været så alvorlige, at Kammeradvokaten er blevet smidt af sagen.
Siden er den garvede advokat Anne Birgitte Gammeljord, der siden 2015 har været partner i Rovsing & Gammeljord, blevet udpeget som ad hoc-kurator. Og hendes redegørelse, der landede i denne uge, satte ikke just statens advokat i et bedre lys.
Det har tidligere været fremme, at Kammeradvokaten på forunderlig vis solgte den konkursramte eventmagers lejlighed i København til en af advokathusets egne ansatte, hvilket Gammeljords redegørelse naturligvis kritiserer.
Men derudover peger hun også på et særpræget salg af Peter Binders sommerhus, som Kammeradvokaten valgte at sælge for 30 millioner kroner, selv om Saxo Bank-stifter Kim Fournais ellers havde budt 36 millioner kroner.
Det er et forløb, der ikke overraskende gjorde sidstnævnte stiktosset, og man må da håbe, den danske stat tager notits af sin håndplukkede advokats rolle næste gang, man pr. automatik tildeler advokathuset endnu en lukrativ opgave.
Ugens tabere: Ydmygelsen total for dansk toperhvervskvinde
Birgitte Bonnesen. Hvis du ikke kender navnet, så dyk lige ned i det. For det er på mange måder et yderst imponerende cv.
Birgitte Bonnesen sad fra 2016 til 2019 som topchef for Swedbank og var desuden formand for Svenska Bankföreningen fra 2017 til 2019. Ikke mange danske kvinder har leveret på lignende niveau i Norden.
Men lige så imponerende hendes karriere er, lige så voldsom er hendes deroute. Det kom frem i Svea Hovrätt, der svarer til landsretten i Danmark. Hun fik nemlig en dom på fængsel i et år og tre måneder i en sag om groft bedrageri således som beskrevet i FinansWatchs svenske medie denne uge.
Det skete, efter at Stockholms Byret først frifandt Birgitte Bonnesen for anklagerne om groft bedrageri og afsløring af insiderinformation i januar 2023. Hun blev konkret dømt for at have givet vildledende udtalelser til medier om, hvorvidt der var mistænkelige transaktioner mellem Swedbanks afdeling i Estland og Danske Banks afdeling i Estland, der var centrum i Danske Banks store hvidvasksag.
Det er ikke just en sag, der vil få flere topchefer til at udtale sig til pressen.
Omvendt lagde rettens formand, Sven Johannisson, da heller ikke fingre imellem i en kommentar til dommen.
”Landsretten har vurderet flere udtalelser, der er blevet givet til medierne og aktieanalytikere. Retten er da nået frem til, at to af udtalelserne har været urigtige eller indeholdt et så skævt udvalg af fakta, at de har været vildledende i lovens forstand.”
Man må sige, at Danske Bank og andre banker i Danmark har haft deres andel af hvidvaskmøgsager og problemsager fra finanskrisen.
Omvendt er det meget usædvanligt, at der gives fængselsstraf – og det viser lidt om problemernes omfang i Swedbank og detroniseringen af Birgitte Bonnesen, som har anket sagen, efter at hun trods alt blev frikendt i byretten.