;
ole andersen

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Kapitalfondskongens jyske mareridt – Valgets største taber 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Kapitalfondskongens jyske mareridt 

ATP’s fåmælte aktiechef, Claus Wiinblad, må være noget træt af gang på gang at skulle gentage ordet ’skuffet’, når talen falder på den slagne Struer-virksomhed Bang & Olufsen. Wiinblad og landets største pensionskasse er fortsat storaktionær i B&O, mens mange andre danske investorer for længst er flygtet væk.  

Tirsdag fik stakkels Wiinblad så endnu et par ekstra rynker, da B&O med topchef Henrik Clausen i spidsen sent om aftenen løftede sløret for den tredje nedjustering i indeværende regnskabsår. Tilliden til Struer-virksomheden var i forvejen tyndslidt. Nu må den være væk. 

Investorerne sendte da også aktien ned med næsten 17 procent og sendte dermed et klart signal om, at elektronikproducenten og Henrik Clausen efterhånden har gravet en dyb kløft mellem virksomheden og dens investorer.  

Men selv om Clausen har været en gedigen skuffelse, må tidligere Danske Bank-formand Ole Andersen alligevel være den, der sover mest uroligt om natten. Han var for få år siden en stjerne på den danske bestyrelseshimmel, men den stjerne er falmet faretruende efter hvidvaskskandalen i landets største bank. Nu truer den alvorlige krise i B&O med igen at sætte den tidligere EQT-chef i et kritisk lys, og selv om Ole Andersens oplagte løsning synes at være en fyring af Henrik Clausen, vil det stadig ikke fjerne de tvivlende røster, der sætter spørgsmålstegn ved formandens evner. 

 

Valgets største taber 

Hvis folketingsvalget kan koges ned til én persons nederlag, så må det være Liberal Alliances nu forhenværende leder, Anders Samuelsen. Trods skabelsen af et nyt og i en længere periode ret succesfuldt liberalt parti blev han torsdag indhentet af egne handlinger – og i sidste ende dolket i ryggen af sine egne på flere fronter.  

Ikke alene opnåede formanden ikke genvalg i Nordsjællands Storkreds, der ellers er borgerlig-liberalt kerneområde, men ydmygelsen blev total, da partikammerat og folketingsmedlem Henrik Dahl over for DR gjorde det klart, at partiets valg af Samuelsens søster Mette Bock som kulturminister og Thyra Frank som ældreminister var udslag af nepotisme: 

Det har været fuldstændig gennemsyret af nepotisme, og det er jo en nepotisme, der kommer fra Anders,” lød dommen fra Henrik Dahl. 

På InsideBusiness er vi ikke for fine til at spekulere i årsagen til Liberal Alliances totale ydmygelse med et fald fra 13 til bare 4 mandater. Som tilføjelse faldt det nemlig mange borgerlige for brystet, da Anders Samuelsen valgte at tage imod en udenrigsministerpost, som han tydeligvis var meget tilfreds med, men som ikke havde meget at gøre med Liberal Alliance erklærede mål om lavere skatter, topskattelettelser og bedre vilkår for erhvervslivet. Det var simpelthen for tykt. 

En større taber i dansk politik skal man lede langt efter, og Anders Samuelsen valgte da også torsdag at trække sig fra rollen som partiets leder.