;
Lars_Rohde_023

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Lars Rohdes store plan blev revet helt itu – Pandemi sender Pandora i knæ 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Tabere 

Lars Rohdes store plan blev revet helt itu 

Det var som at løbe en åben dør ind, da bankerne anført af Finans Danmarks direktør, Ulrik Nødgaard, bad om at få sløjfet det upopulære kapitalkrav, kontracyklisk kapitalbuffer. For som erhvervsminister Simon Kollerup meddelte, så er hele bufferen frigivet.  

Set fra hjørnekontorerne i både Finanstilsynet hos Jesper Berg og hos Lars Rohde i Nationalbanken, har begejstringen næppe været til at tage og føle på. Det er nemlig lidt af korstog, som fik et brat endeligt med et pennestrøg og pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet. 

I embedsudvalget Systemisk Risikoråd, der har Lars Rohde i spidsen, har man igen og igen hævet kravene til bankerne. Så sent som den 17. december 2019 blev udvalget på et møde enigt om, at man ville forvente at henstille til at forhøje bufferen i 1. kvartal med yderligere 0,5 procent til 2,5 procent i første kvartal. Men nu er mødet, der skulle have fundet sted den 23. marts, aflyst. 

I bankerne har man længe skulet ondt til de fortsat voksende kapitalkrav, som syntes uden ende. Et spændende spørgsmål er nu, hvad hvis krisen ikke bliver så hård som frygtet. Hvordan skal Lars Rohde så få gang i det korstog igen? I så tilfælde må man sige, at bankerne vandt en stor sejr. Dog med det forbehold, at pengeinstitutterne står til både straf og løftede pegefingre, hvis de vover at udbetale de herlige mange milliarder som udbytte til aktionærerne. 

I denne uge kommer vi ikke uden om en ugens taber til Lars Rohde: Så mange års hårdt arbejde for at styrke bankernes polstring blev hældt i vasken på få dage – og spørgsmålet er, om han og Finanstilsynet overhovedet fik mulighed for at undsige ministerens beslutning. Rohde kan dog glæde sig over, at arbejdet med at polstre sektoren ingenlunde har været spildt, når krisen rammer så hårdt, for hele systemet er langt bedre rustet til en krise i denne runde. I det lys har det bestemt været indsatsen værd. 

 

Pandemi sender Pandora i knæ 

Meget tyder på, at især de virksomheder, der i forvejen havde udfordringer, får det særdeles svært efter at coronavirussen har gjort sit indtog. 

Et af de selskaber, der længe har haft det umådelig svært og været tvunget til både direktørfyring og en omfattende restrukturering, er smykkegiganten Pandora. 

Med de problemer in mente kunne krisen ikke komme på at værre tidspunkt. Især ikke, når man lever af at sælge smykker overalt i verden, typisk i større centre, der nu er lukket langt de fleste steder. 

Pandora har allerede været tvunget til at lukke flere hundred butikker i både Italien, Spanien, Tyskland og Frankrig som følge af pandemien, og nu bliver over koncernens absolut vigtigste marked, nemlig USA, også ramt. 

I denne uge blev Pandora således nødsaget til at lukke sine mere end 400 konceptbutikker i USA. Samtidig opfordrede den danske virksomhed alle franchisetagere og partnere til at gøre det samme. 

Hvordan de mange lukninger i sidste ende rammer Pandora, er uvist. Men modsat herhjemme er det langtfra sikkert, at staterne på de mange forskellige smykkemarkeder vil være lige så flittige til at kaste økonomiske redningskranse ud som herhjemme. 

For topchef Alexander Lacik må det være hans hidtil største udfordring at styre smykkekoncernen gennem det nuværende stormvejr, så han også kan bevise over for de mange aktionærer, at han har fortjent den bonus på 18 milloner kroner, han fik for at skifte til smykkeselskabet.