;
nemlig com web 3

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Nemlig.com skuffer rigtig mange danskere – Virus gør ondt på fodbolden 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Tabere  

Nemlig.com skuffer rigtig mange danskere 

Hamstring blev pludselig et tema onsdag og torsdag, og man må sige, at detailhandlens store aktører som Salling Group, Coop og Rema 1000 klarede uroen flot.  

Helt anderledes gik det for Nemlig.com, som mange danskere efterhånden er vant til at benytte til indkøb af dagligvarer. Torsdag kunne man opleve at sidde i kø med mere end 50.000 danskere foran én i onlinekøen, så man kan roligt sige, at efterspørgslen og eventuel hamstring kom bag på det danske onlinesupermarked. 

Nu var Mette Frederiksens opsigtsvækkende pressemøde onsdag aften nok et wakeupcall for mange danskere, men lige præcis Nemlig.com kunne måske godt have forudset, at corona kunne få efterspørgslen til at eksplodere. Derfor får de en ugens taber denne uge. 

 

Virus gør ondt på fodbolden 

Italiensk fodbold har længe været hårdt ramt af den omfattende coronahærgen i landet. Først blev kampe spillet uden tilskuere, og hvis man i forvejen synes, italiensk fodbold var til den triste og noget defensive side blev støvlelandets liga ikke mere spændende af, at kampene nu blev spillet på gabende tomme stadions. 

Det er dog ikke kun i Italien, fodboldfans nu må kigge langt efter deres yndlingshold. Herhjemme er Superligaen nu også suspenderet, hvilket ikke blot rammer de mange fans, men i høj grad også de danske klubber, hvis anstrengte økonomi nok ikke ligefrem får det bedre af, at de nu går glip af en masse indtægter, alt imens der fortsat skal betales lønninger. 

Også sommerens helt store sportsbegivenhed, EM i fodbold, hvor de rødhvide skulle have deltaget, er nu aflyst og udskudt til 2021. Uden tvivl fornuftigt set i lyset af den eskalerende coronavirus, men de mange aflysninger kommer uden tvivl til at sætte dybe spor i regnskaberne hos både fodboldklubber, arrangører samt ikke mindst bryggeribranchen, der normalt har kronede dage, når der er en fodboldslutrunde på tapetet.