Pandora 3

Ugens vindere og tabere

Ugens tabere: Ny nedtur for Pandora – ISS-topchef er blevet for magelig 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Ny nedtur for Pandora 

Pandora er uden tvivl et af de selskaber, der har den tvivlsomme ære at være blandt de virksomheder, der har været nævnt fleste gange i disse spalter med negativt fortjent. En stor del af de lidet flatterende omtaler var smykkekoncernens nu fyrede topchef Anders Colding Friis centrum i, men nu får hans efterfølger, Alexander Lacik, også debut blandt ugens tabere.  

Et kursfald i underkanten af 20 procent og et regnskab, hvor det var tydeligt for enhver, at det vigtige kinesiske marked kører i bakgear, er da også svært at komme udenom. Selv har direktøren lanceret planen ’Win in China’, alt imens flere analytikere peger på, at den danske smykkeproducent i højere grad burde erkende sit nederlag og give op på det vigtige asiatiske marked.  

Det har Lacik dog indtil videre ingen planer om. Tværtimod vil han nu ifølge eget udsagn fokusere på netop det kinesiske marked og herunder Pandoras brand her samt koncernens butiksnetværk.  

Om det er nok til at redde Pandoras kinesiske eventyr, må tiden vise, men den danske koncern må sande, at man fortsat af de fleste investorer anses for at være en virksomhed, der kører den gale retning i høj fart.  

Alt hvad der lugter af detail og fysiske butikker er nemlig p.t. på både investorers og bankers sorte liste, og når man samtidig som Pandora kæmper med den organiske vækst på flere nøglemarkeder, er det en yderst giftig cocktail. Alexander Lacik står over for sit livs udfordring. 

 

ISS-topchef er blevet for magelig 

Det går rigtig skidt for ISS-topchef Jeff Gravenhorst, der onsdag oplevede en sjældent blodig dag på børsen, da ISS mistede 20 procent af sin værdi. Som topchef har han desuden kun sig selv at bebrejde for hændelsen.  

Det markante kurstab skyldes nemlig, at den storstilede strategiplan om at frasælge halvdelen af koncernens forretninger med mindre kunder for at fokusere på de større og mere rentable kunder er blevet forsinket med et år. Strategien blev lanceret for et år siden – og Jeff Gravenhorst er dejlig ærlig om årsagen til nedjusteringen til dagbladet Børsen:  

”Vi er blevet lidt for ineffektive og lidt for dårlige til at eksekvere på strategien.”  

Set med InsideBusiness’ øjne er der tale om en ren tilståelsessag, som kommer til at presse Gravenhorsts stilling som CEO fremover. 

For han kan næppe holde til en gentagelse af et så stort fejltrin.