Vinder

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Frasalg sikrer kapitalfond stærkt afkast – Realkreditten kan ånde lettet op

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Frasalg sikrer kapitalfond stærkt afkast

Det er mere end et år siden, InsideBusiness første gang kunne fortælle om britiske Silverfleets planer om at sælge den danske virksomhed Phase One. Processen har ikke været særlig profileret – tværtimod svirrede rygterne om, at selskabet, der producerer ultradyre kameraer, var noget sværere at afsætte, end kapitalfonden havde forventet. Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet. Tværtimod.

I denne uge kom det således frem, at landets største kapitalfond, Axcel, betaler halvanden milliard kroner for Phase One. Prisen understreger, at det lykkedes Silverfleet og fondens rådgiver, Mooreland Partners, at få positioneret den danske kameraproducent som en techvirksomhed, der også har fokus på software, frem for blot at fremstille udstyr. Det har været med til at gøre selskabet langt mere spiseligt, da frygten hele tiden har været, at Phase One kunne risikere at få hård konkurrence, hvis først en eller flere af de helt store producenter valgte at kaste sig ind på luksusmarkedet.

Med et stempel som softwareproducent var Phase One pludselig en mere robust case i en tid, hvor alle købere leder efter aktiver, der kan modstå en økonomisk krise.

Den type virksomheder er i høj kurs, og salget af Phase One var da også med til at sikre Silverfleet et mere end godkendt afkast, hvor kapitalfonden ifølge InsideBusiness’ oplysninger får femdoblet sin oprindelige investering samt et årligt afkast på omkring 30 procent. Dermed ligger handlen i tråd med Silverfleets forrige danske frasalg, frasalget af Cimbria, hvor man også høstede et yderst solidt afkast.

 

Vinder

Realkreditten kan ånde lettet op – og hæve priserne

Det er ikke let at ryste den danske realkreditsektor. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, nye spillere og ikke mindst diverse EU-organer har forsøgt. Men i denne uge blev det klart, at ej heller boligkunder via Højesteret kan få de store realkreditspillere ned med nakken. For tre kunder, der havde lagt sag an mod Nykredit/Totalkredit og én kunde med søgsmål mod Jyske Realkredit tabte i Højesteret en sag om, hvorvidt realkreditselskaberne kan hæve priserne på eksisterende lån.

Det er vigtigt at bemærke, at det danske realkreditsystem i den grad er systemisk vigtigt, for vi kan ikke have et realkreditselskab, der kollapser under en krise og efterlader boligejere og samfund som rygende kratere. Derfor ser vi også, at Finanstilsynet, Erhvervsministeriet og Nationalbanken kæmper for, at realkreditten har både gode vilkår og er så sikker som muligt.

I den kontekst er dommen fra Højesteret ikke overraskende. For lægger staten bånd på realkredittens muligheder for at hæve priserne, er der risiko for, at ratingbureauer og andre vil sænke dansk realkredits kreditværdighed – og det er ikke nødvendigvis i samfundets interesse. Derfor var Højesterets dom nem at forudse.

For bankerne og realkreditten er det dog nok en blåstempling af et stærkt indtjeningsområde, som i høj grad sikrer overlevelse i et lavrentemiljø. Derfor må både Totalkredits Camilla Holm og Jyske Realkredits Lars W. Sandberg indkassere en ugens vinder.