saxo

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Bank leverer alle tiders mediestunt – Pensionsdirektør revser kommercielle aktører

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Bank leverer alle tiders mediestunt

Hvis nogen har haft held med sin offensive pressestrategi, må det siges at være Saxo Bank i denne uge. Man gik nemlig ud med det glade budskab, at Saxo Bank nu afskaffer de negative renter på indlån – og hvilken genklang det fik.

Hele det glubske Mediedanmark fortærede lunsen fra Saxo Bank i grådige bidder – og som ofte før var der ingen, der ulejligede sig ret meget med substansen eller med at fortælle, at Saxo Bank altså ikke længere er en traditionel ind-/udlånsbank. Den har man solgt fra til Alm. Brand, som siden solgte videre til Sydbank.

I stedet er man ifølge egen hjemmeside ”en førende fintechspecialist med fokus på multiaktiv handel og investering og levere “bank-as-a-service” engros kunder.” Klart sprog, til dem, der måtte forstå det.

Selvfølgelig fortjener topchef og stifter Kim Fournais en form for kredit for skridtet, som sikkert berører nogle danske investeringskunder, som i stedet for at investere pengene i aktier, lader dem stå på Saxo Banks indlånskonti. Men at overføre det til danske privatkunder i bankerne bredt, er nok at tage munden for fuld.

Men der er nemlig ingen tvivl om, at meldingen fra Saxo Bank stresser ude i bankerne, hvor man fortsat gerne tager 0,6-0,7 pct. af kundernes/virksomhedernes penge på indlånskonto selv om inflation og prisstigninger i forvejen udhuler kundernes indeståender.

Lobbyisterne i Finansdanmark, der om nogen har kæmpet en svær kamp for bankernes negative indlånsrenter, må også finde det træls med Saxo Banks ukollegiale adfærd.

Hvis nogen fortjener en ugens vinder for et velafrettet pressestunt, så er det Kim Fournais og hans team af presserådgivere.

 

Pensionsdirektør revser kommercielle aktører

Det begynder at være alvor for de pensionister, som i år har set værdierne i deres pensionsdepoter svinde hurtigere ind end ammunitionen til artilleriet i krigen i det østlige Ukraine. Det handler alt sammen om markedsrenteprodukter, som alle nok er villige til at bakke op i gode tider på aktiemarkedet, mens man i dårlige tider som nu får sved på panden.

Der er bare opstået det problem, at det først er nu, at der for alvor er store generationer, som går på pension uden de garanterede ordninger, der var trenden førhen. Risikoen i dag er lagt helt over på kunderne, så pensionisternes privatøkonomi bliver påvirket af den. Det falder endda sammen med inflation, prisstigninger og stigende renter. Jo, det danske pensionssystem er måske ikke længere så skudsikkert, som det har været. Det er bare ikke noget, man har talt højt om.

Men nu står Pensam-direktør Torsten Fels frem i FinansWatch med en skarp kritik af det markedsrentesystem, som pensionsselskaber og regulatorer har været med til at bære frem. Han advarer om, at pensionsopsparing ikke skal være et ”kasino for børsspekulanter”, og at ”det ikke er raketvidenskab at sikre pensionister en nogenlunde stabil udbetaling fra et markedsrenteprodukt.”

Problemet er, som mediet også beskriver, at de store fald i pensionsbeholdningen simpelthen slår for hårdt igennem hos pensionisternes udbetalinger. Og det kan godt være, at de kommercielle spillere som Danica, Velliv, Topdanmark Liv og Sampension skal slå lyttebøfferne ud og lytte til Torsten Fels, for der kan sagtens opstå et politisk pres for at indføre udjævningsmekanismer.

Pensam-direktør Torsten Fels får derfor en ugens vinder for at tage bladet fra munden.