Axcel hovedkvarter web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Chipgigant løfter aktiemarkedet – Axcel rammer igen plet inden for it

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Chipgigant løfter aktiemarkedet

I et aktiemarked uden de helt store begivenheder havde stort set alle investorer onsdag aften fokus rettet mod chipproducenten Nvidia. Den amerikanske gigant, der i årevis primært var kendt som den førende leverandør af grafikkort, er stormet ind på AI-markedet og har oplevet voldsom vækst i salget af processorer til blandt andet datacentre.

Alene i år er techaktien steget med over 90 procent, og Nvidia har nu en sådan størrelse, at selskabets vækstforventninger og udmeldinger ofte bliver toneangivende for et helt marked.

Derfor sad mange og ventede nervøst på onsdagens regnskab, men heldigvis kunne chipproducenten melde om en så massiv efterspørgsel efter selskabets produkter, at omsætningen i første kvartal landede på over 26 milliarder dollar – en fremgang på hele 262 procent i forhold til samme periode året før.

Nvidias aktie steg da også ganske pænt oven på de positive meldinger, og selv om aktien efterfølgende landede mere blødt, så undgik man at styre uden om markedets største frygt: en skuffelse.

Det er især massiv efterspørgsel fra store virksomheder, som bruger Nvidias processorer til deres store datacentraler, der er med til at drive den enorme vækst hos den californiske gigant, og både aktiemarkedet og techindustrien kan indtil videre ånde lettet op.

 

Axcel rammer igen plet inden for it

Investeringer inden for tech er ved at blive lidt af en guldgrube for Danmarks største kapitalfond, Axcel. I denne uge kunne fonden annoncere salget af svenske Loopia Group, der er det sjette frasalg fra kapitalfondens femte fond fra 2017.

Prisen lyder på over 2,5 milliarder kroner, og dermed kan Axcel og fondens investorer atter en gang notere sig et yderst lukrativt afkast inden for it-sektoren.

Prisen betyder nemlig, at Axcel og fondens investorer kan notere sig et afkast på lige over 4x.

Især de senere år har især denne industri vist sig ualmindelig attraktiv for kapitalfonden, der anført af partner Christian Bamberger Bro har leveret talrige stærke exits netop her.

EG, Conscia, Lessor og senest Steelseries er blandt nogle af de techdrevne selskaber, som Axcel med stor succes har opkøbt for siden at sælge videre, og salget af Loopia tegner samtidig til at trække afkastet i Axcel V yderligere op.

I forvejen havde netop denne fond leveret et årligt afkast efter omkostninger på over 20 procent, og dermed har landets største kapitalfond formået at levere afkast, der kan måle sig med de bedste i branchen.

Salget af Loopia sker, sideløbende med at Axcel gennem længere tid har arbejdet på at sælge henholdsvis Phase One og Nissens, og hvis man også kommer i mål med disse to exits inden for en overskuelig fremtid, er man snublende tæt på at kunne lukke sin femte fond.

Eneste hår i suppen er designvirksomheden Gubi, der tegner til at være lidt af en katastrofe. Virksomheden skal sandsynligvis listes ud ad bagdøren, eventuelt til nogle af de øvrige investorer, hvis man vil undgå at skulle kæmpe med den problemramte virksomhed i årevis.