;
bella lego web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Dansk gigant kunne blive en fantastisk børsdarling – TV 2 slipper billigt i 16 år lang strid med rival

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Dansk gigant kunne blive en fantastisk børsdarling

Der er svært ikke at blive imponeret over Legos resultater i år. Alene i første halvår har legetøjsgiganten leveret en vækst på 46 procent til 3,6 milliarder dollars i omsætning. Til sammenligning er legetøjsgiganterne Hasbro steget med 24 procent til 2,4 milliarder, mens Mattel er vokset 43 procent til 1,9 milliarder dollars, ifølge en opgørelse i Finans.

Det er således et rekordresultat med et driftsresultat, som er steget mere end 100 procent i første halvår til 8 milliarder kroner. Topchef Niels B. Christiansens fornemme resultat har fået analytikere til at regne på den mulige børsværdi af Lego – og Frederik Aakaard fra Dansk Ejerskifte når i Finans frem til en pris på mellem 380 og 430 milliarder kroner.

Det er dog tankevækkende tal – og spørgsmålet er, om de ikke gør indtryk i Billund.

Uanset hvad, får Lego og Niels B. Christiansen en ugens vinder på de imponerende resultater som blandt andet er udtryk for en succesfuld satsning på mere e-handel.

 

TV2 slipper billigt i 16 år lang strid med rival

127,5 millioner kroner er mange penge. Men for TV2 er det småpenge med tanke på det milliardbeløb, der var på spil i en 16 år lang strid med rivalen Discovery.

Siden 2005 har TV2 ligget i juridisk krig med konkurrenterne Discovery og det tidligere Viasat, i dag Nordic Entertainment Group. Fejden drejer sig om en årsrabatmodel, som TV2 gav til sine annoncører i perioden 2000-11, som de to kommercielle tv-stationer mente var konkurrenceforvridende. Discovery krævede 650 millioner kroner med tillæg af procesrenter i erstatning, hvilket sendte beløbet op på over 1 milliard kroner, mens Nordic Entertainment Group fortsat kræver 1,4 milliarder kroner plus procesrenter fra TV2.

De 127,5 millioner kroner er tættere på det beløb, som skønsmænd sidste år vurderede, at rivalerne havde mistet på grund af TV2’s årsrabatmodeller.

Alligevel må det siges at være en sejr for TV2 og ikke mindst den danske stat, der ejer tv-stationen. Skiftende regeringer har forsøgt at sælge TV2, men hver gang er et salg strandet på erstatningssagerne. Det var også tilfældet under den nuværende regering.

Nu er den knast høvlet af, og det vil overraske, hvis politikerne ikke begynder at drømme om et storsalg af TV2 igen på et tidspunkt.

For rivalen Discovery er forliget en klar tabersag, efter at den amerikanskejede tv-station i årevis har drømt om at stække den fremadstormende danske konkurrent, men nu må tage til takke med et markant mindre beløb, samtidig med at vejen er banet for TV2 for yderligere vækst.