;
vogelzang net

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Danske Bank forgylder aktionærerne – Ny bank vil æde sig på markedet med fede indlånsrenter 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Vindere 

Danske Bank forgylder aktionærerne 

Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, læser tydeligvis InsideBusiness. For det er ikke mere end en uge siden, at vi i en bemærkning her i spalterne gjorde hollænderen opmærksom på, hvordan bankens indtjening har udviklet sig under henholdsvis Thomas Borgen, Jesper Nielsen og nu Chris Vogelzangs ledelse. 

Resultatet faldt fra 21 milliarder kroner under Borgen, til 15 milliarder under Nielsen, og under Chris Vogelzang har forventningen hidtil været på 13-15 milliarder kroner. 

Men Chris Vogelzang leverede gode nyheder til aktionærerne i denne uge. Ikke én, men to opjusteringer er det blevet til, idet Vogelzang først præciserede det forventede resultat til at lande mellem 13 og 15 milliarder kroner. Torsdag opjusterede han det yderligere til et forventet resultat på 15 milliarder kroner, og det blev prompte belønnet af investorerne, der sendte aktien op med 2,7 procent torsdag. 

Årsagen til opjusteringen er, at en tiårig hensættelse til en international sambeskatningsordning er blevet tilbageført, hvilket vil påvirke resultatet positivt med 5,2 milliarder kroner. Desværre blev opjusteringen ledsaget af nyhederne om en hensættelse til udskudt skat, en nedskrivning af goodwill, en hensættelse til ekstraordinære nedskrivninger samt øgede omkostninger. 

Bundlinjen er dog en forbedring af resultatet, og nu ligger Vogelzang da på niveau med Jesper Nielsen. Så langt, så godt. 

 

Ny bank vil æde sig på markedet med fede indlånsrenter 

Rundt om i landets banksektor kan man læne tilfreds tilbage i chefstolen, efter at det er gået overraskende smertefrit at hæve renterne på kundernes indlån.  

Nu er aktører som Nordea, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord i gang med at afkræve kunderne negative renter på formuer over 750.000 kroner. En spiller som Merkur Bank afkræver endda kunderne negativ rente ved indeståender på over 250.000 kroner.  

I det marked er det forfriskende at se Facit Bank gå den modsatte vej og love kunderne 1 procent i rente, dog kun hvis de binder formuen i 5 år. 

Det er formentlig et udtryk for, at tryk avler modtryk – og der er ingen tvivl om, at de banker, der evner at holde indlånsrenterne på nul eller derover for privatkunder, har en afgørende konkurrencefordel. Derfor er Facit Bank og L’Easy-stifter Niels Thorborgs linje interessant og kan vise sig som en god mulighed for at tiltrække likviditet. Da Facit Bank hverken har boliglån, investeringsrådgivning eller de gængse produkter på hylderne, er der først og fremmest tale om et forsøg på at skaffe billig og sikker likviditet, som kan bruges til at låne ud som forbrugslån og kviklån. 

Men bemærk også, at Danske Bank hidtil har holdt sig i ro og har undladt at indføre negative renter på indlån. Det er igen udtryk for, at Danske Bank hellere vil have tilfredse kunder og en voksende kundemasse. Nu må vi se, hvor længe Danske Bank kan holde skansen.  

I mellemtiden giver InsideBusiness en ugens vinder til Niels Thorborg og Facit Bank.