;
BangOlufsen

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Er B&O endelig på rette vej? – Bankdirektør hegner nabobanker ind med venligtsindet opkøb

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Er B&O endelig på rette vej?

Hvis der er et selskab, der gennem årene må have givet ATP’s garvede aktiechef, Claus Wiinblad, utallige søvnløse nætter, er det designklenodiet Bang & Olufsen (B&O).

Storinvestoren fra Hillerød har siddet uhjælpeligt fast i den usælgelige aktie i årevis, men nu er der måske endelig lidt lys for enden af tunnelen.

Struer-koncernen kunne nemlig i denne uge løfte sløret for sit regnskab for det forskudte regnskabsårs tredje kvartal, der for tredje kvartal i træk viste tocifret vækst på toplinjen.

Samtidig tyder alt på, at topchef Kristian Teär er godt på vej til at gøre virksomheden mere rentabel, idet B&O har mindsket sit underskud ganske betydeligt i modsætning til sidste år, hvor pengene fossede ud af kassen.

Udviklingen skal ses, i lyset af,at 2020 også har været et udfordrende år for selskabet, idet over halvdelen af elektronikvirksomhedens butikker verden over har været lukket en stor del af tiden. Selv er topchefen ganske sikker og lover yderligere forbedringer.

Men inden især de private aktionærer kaster al fornuft over bord og går aktieamok, er der grund til at huske på, at det langtfra er første gang, at B&O har vist lovende takter. Problemet er blot, at man stort set hver eneste gang har kludret i det og har spændt ben for sig selv i en sådan grad, at især de professionelle investorers tiltro til aktien kan ligge på et meget lille sted.

Vi vælger dog i denne uge at lade tvivlen komme B&O til gode i håb om, at Claus Wiinblad snart kan få en god nats søvn.

 

Bankdirektør hegner nabobanker ind med venligtsindet opkøb

Der var dømt kursfest torsdag for Nordfyns Banks aktionærer, som så aktiekursen stige med 17 pct. Baggrunden for den hastige stigning er købet af en 15-procents aktiepost fra Sparekassen Sjælland-Fyn, hvorfra direktør Lars Petersson understreger, at ”Sparekassen Sjælland-Fyn er en venligtsindet aktionær, der med købet ønsker at bakke Nordfyns Banks bestyrelse, direktion og medarbejdere op i bestræbelserne på at styrke deres position på Fyn.”

Og det er netop vejen frem, hvis man vil have held til at købe op senere hen. Al erfaring fra bankkonsolideringsområdet viser nemlig, at det er gulerod og ikke pisk, der virker.

Således havde Gert Jonassen og Arbejdernes Landsbank held til at sætte sig på Vestjysk Bank for et par uger siden, mens Spar Nord og Lasse Nyby gentagne gange har måttet sande, at pression og ussel mammon er slået fejl, når det gælder opkøb. Det blev nok en gang synligt, da Jyske Bank købte sig ind i DAB, som Lasse Nyby ellers har forsøgt at sætte sig på, blandt andet ved at møde op til generalforsamlingen og tale sin sag.

For Lars Petersson handler det altså om muligheden for at købe op senere – og undgå, at nogle af konkurrenterne køber op i kerneområdet.

I forvejen har han sat sig på over 20 pct. af aktierne i Lollands Bank, og det er samme historie. Dog skal han selv passe på sin ryg, for Sydbank har også købt sig ind i Sparekassen Sjælland-Fyn sammen med både AP Pension og Købstædernes Forsikring – og det gælder om at holde sig på god fod med alle sine interessenter, især når de tilsammen udgør en betydelig del af aktiemassen.

I mellemtiden får Lars Petersson en ugens vinder for at indhegne sine nabobanker.