Thomas cook

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Falck tilbage på sporet. Norsk hotelkonge køber dansk rejseklenodie

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Vindere

Novos forsmåede gulddreng får kriseramt Falck tilbage på sporet

Det var en særdeles positiv melding, der tikkede ind fra Falck i denne uge. Højst overraskende lød det, at ”Falck afslutter sin finansielle turnaround.”

Har man fulgt Falck gennem de senere år, så ved man, at det har været en meget svær case at rette op. Alligevel er det en særdeles positiv administrerende direktør Jakob Riis, der peger på, at ”selskabet bevæger sig væk fra en kritisk tilstand, hvor man var nødt til at foretage en finansiel turnaround, til en fase, hvor opmærksomheden rettes mod at stabilisere forretningen og tiltrække nye kunder.”

Fortsat er der dog udfordringer, idet opstart af nye kontrakter lægger pres på den underliggende indtjening. Men det er overordnet set positivt nyt for Falck, at man har indgået eksempelvis sundhedsaftaler med blandt andre Stockholms landsting og har vundet kontrakter med lufthavnene i Glasgow og Aberdeen om levering af brandslukningsydelser fra december 2019.

I juli 2019 påbegyndte Falck sin hidtil største kontrakt i USA om levering af udrykningstjeneste til 1,6 millioner indbyggere i Alameda County i Californien.

Falck har aktiviteter i 30 lande og omkring 30.000 medarbejdere.

Uanset hvad, må man sige, at Novo Nordisks forsmåede kronprins Jakob Riis har leveret varen i Falck og derfor er denne uges vinder.

 

Norsk hotelkonge med kapitalfonde i ryggen køber dansk rejseklenodie

Der er skrevet bøger og lavet film om den flamboyante danske rejsekonge Simon Spies, der i 1956 stiftede det kendte rejseselskab, der bærer hans efternavn i dag. Men siden den britiske ejer Thomas Cook blev ramt af konkurs i september, har fremtiden for det danske rejseklenodie været usikker.

Onsdag blev overlevelsen dog sikret, da den norske hotelkonge og milliardær Petter Stordalen dukkede op sammen med de to kapitalfonde Altor og TDR Capital for at købe Spies og de resterende nordiske aktiviteter i Thomas Cook-koncernen.

Mens det britiske selskab i sin sidste tid døjede med underskud i milliardklassen, har den nordiske del af forretningen budt på en helt anden og mere positiv historie. I det seneste regnskabsår leverede Spies således et overskud på 60 millioner kroner, men Petter Stordalen erkendte ved pressemødet onsdag, at den skandinaviske del af koncernen selv havde et milliardstort hul i kassen.

Til det har de nye ejere anført af Peter Stordalen rejst, hvad der svarer til 4 milliarder danske kroner.

Om det bliver milliarderne værd, vil tiden vise, men indtil videre kan den nye norske ejer ikke få armene ned.