;
Sortera web1

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Kapitalfond henter rekordmange penge – Milliarderne tikker ind hos Jysk-arvinger

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Kapitalfond henter rekordmange penge

ESG må i den grad siges at være et varmt emne hos de store pensionskasser og investorer både herhjemme og rundtomkring i verden.

Og hvis der er en kapitalfond, der i den grad har formået at nyde godt af den tendens, er det den nordiske fond Summa Equtiy, der i denne uge kunne dele nyheden om, at man nu har rejst sin tredje fond.

Hvor den forrige fond havde et samlet tilsagn på lidt over 5 milliarder kroner, har investorerne forsynet Summa Equity III med et samlet tilsagn på hele 17 milliarder kroner.

Et helt uset vokseværk, som vi her på InsideBusiness har svært ved at se skulle være blevet overgået tidligere i historien.

At Summa og ledende partner Reynir Indahl på blot få år kan opbygge en fond, der allerede kan matche en konkurrent som svenske Altor er særdeles imponerende og viser, at Summa qua sin unikke ESG-vinkel har fundet en niche, som investorerne skriger efter lige for tiden.

Ud over målene om at investere i selskaber, der hjælper med at løse FN’s klimamål har Summa også indtil videre haft held med at lande nogle ganske forrygende afkast ved blandt andet salget af Sortera til Nordic Capital samt børsnoteringen af norske EcoLine. Så ud over at finde det helt rigtige fokus og ride på ryggen af en global trend har kapitalfonden sat en streg under, at de til tider luftige tanker om investeringer i bæredygtighed og ESG rent faktisk kan gå hånd i hånd med solide afkast.

 

Milliarderne tikker ind hos Jysk-arvinger

Familiekoncernen Lars Larsen Group er sprunget ud som en offensiv investor, og den kurs ser nu for alvor ud til at give pote.

Både omsætning og indtjeningen slog rekord sidste år, og det har fået milliarderne til at vælte ind på kontiene hos Jysk-stifterens børn og børnebørn, der sammen ejer Lars Larsen Group.

Ikke overraskende står Jysk for størstedelen af indtjeningen, men også afkastet på investeringer i blandt andet børsnoterede aktier galopperede af sted i 2021 og betød, at indtjeningen steg med over 1 milliard kroner.

Lars Larsen Group hører til et af landets største family offices, men har i mange år levet et anonymt liv, hvor selskabets primære fokus har været på at understøtte driften i kronjuvelen, Jysk.

Men for et par år siden skiftede Jysk-ejeren gear og begyndte aktivt at forvalte den formue, som Jysk-koncernen og de øvrige direkte investeringer i blandt andre Bolia og Ilva genererer. Det sker med den tidligere PwC-partner Jesper Lund i spidsen.

Kursskiftet betyder, at en større del af Jysk-familiens formue er sat i arbejde i alternativer som infrastruktur og ejendomme på linje med store erhvervsfonde som Novo Fonden og private investorer som Kirkbi og Widex, og sådan som pensionskasserne har gjort i årevis.

Og med guldregnen i 2021 har familiekontoret nu endnu flere milliarder at sætte i spil i dansk erhvervsliv.