;
Kollerup web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Kapitalfond lander kærkomment frasalg – Minister fejer Lars Rohdes boligindgreb af bordet

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Kapitalfond lander kærkomment frasalg

Efter en række lukrative frasalg, der sikrede Erhvervsinvest og fondens investorer solide afkast, har der på det seneste været noget længere mellem de positive nyheder fra fonden.

Dårlige historier om uenighed i baglandet, problemer i en alt for stor portefølje og ikke mindst manglende frasalg har klæbet til fonden gennem et godt stykke tid, og derfor må det være en stor glæde for fondens frontfigur, Thomas Marstrand, at det i denne uge lykkedes kapitalfonden at sælge G&O Maritime Group til kollegerne i Polaris.

Erhvervsinvest har ejet underleverandøren til den maritime industri siden 2014, og selv om ejerskabet ikke har udmøntet sig i voldsom vækst i hverken top eller bundlinje, står Marstrand alligevel til igen at lave en god forretning.

Da man overtog godt 70 procent af aktierne i G&O Maritime Group, lød den samlede værdisætning af virksomheden kun på omkring 100 millioner kroner, og da Polaris betalte i omegnen af 350 millioner kroner for selskabet kan Erhvervsinvest og fondens investorer, der blandt andre tæller AP Pension, Nykredit og Spar Nord, glæde sig over, at man har fået næsten firedoblet sin investering.

Det har dog langtfra været nogen nem øvelse at sælge G&O. Processen har stået på i årevis, akkurat som det var tilfældet med en anden af fondens investeringer, PCH Engineering, der blev solgt til Mærsk-pengetanken A.P. Møller Holdings virksomhed KK Wind for nogle måneder siden.

Ikke desto mindre kan de to frasalg være akkurat det skud medvind, som Erhvervsinvest har behov for i jagten på at etablere den femte fond i rækken inden for kort tid.

 

Minister fejer Lars Rohdes boligindgreb af bordet

Det har været lidt af farce at se på de bekymrede tilkendegivelser fra embedsmandsudvalget Systemisk Risikoråd, som har varskoet om behovet for et indgreb på boligmarkedet. Tirsdag blev rådets henstillinger fejet af bordet fra erhvervsminister Simon Kollerup (S), som i et grundigt brev til embedsudvalget afviste behovet for et indgreb.

Men det er værd at være opmærksom på de ting, som foregår bag kulissen her. For det første er Systemisk Risikoråd i praksis nationalbankdirektør Lars Rohdes forlængede arm. Der er nemlig alt andet end armslængdeprincip mellem Nationalbanken og rådets sekretariat.

For det andet betyder det også, at det er Lars Rohdes holdninger, der kommer til orde fra rådet, ligesom det var Lars Rohde, som onsdag var ude at kritisere Kollerups beslutning i hårde vendinger, hvilket overrasker, hvis man læser Nationalbankens egen vurdering af situationen. Embedsmændene konstaterer nemlig, at de ”markante prisstigninger hovedsagelig ses, i sammenhæng med at mange har øget deres påskønnelse af bolig under pandemien. I øvrigt er disse dog taget lidt af og handelsaktiviteten aftaget.”

Skulle Kollerup have lavet et indgreb, ville det altså være på et udfordret boligmarked, som i forvejen vil blive endnu mere skrøbeligt, hvis renterne stiger, ligesom den længe ventede boligskattereform også vil lægge pres på det hele.

Et indgreb ville altså være at skubbe en rullende bold ned ad bakke for boligpriserne, samtidig med at Finanstilsynet i forvejen har lagt betydelige bånd på långivningen for både robuste og mindre robuste boligkøbere. Enhver økonom ved, at prisfald på boligmarkedet er gift for økonomien. Så et indgreb ville være halsløs gerning for Kollerup – og faldende boligpriser vil næppe heller lempe den systemiske risiko set fra rådets perspektiv.

Det er også værd at bemærke, at Lars Rohde før har lagt arm med banker og finanssektoren – og at det før har givet betydelige sværdslag, uden at Rohde har vundet.

Henstillingen fra Systemisk Risikoråd handlede da også først og fremmest om den mærkesag, at man vil begrænse afdragsfriheden til boligejere med en gældsgrad på over 60 pct. Det er i sig selv et tvivlsomt forslag, da en god bankrådgiver vil sige, at en forgældet boligejer bør afdrage sin bankgæld først. Læg hertil, at Rohdes plan vil gøre det endnu sværere for de mest forgældede boligejere set fra et her og nu-perspektiv.

På InsideBusiness vælger vi at give Simon Kollerup en ugens vinder, fordi han tager den eneste rette beslutning i det, der var et svært kald.