vestjysk

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Kritik af kapitalfonde endte som pinlig affære for medier – Bankdirektører vinker farvel til dumpeplacering

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv. 

Vindere 

Kritik af kapitalfonde endte som pinlig affære for medierne 

Det begyndte som en rigtig møgsag for især Lagkagehuset, som blev udråbt som skatteskyldner på sociale medier anført af en artikel fra TV2, som påpegede, at en række virksomheder havde fået del i statens hjælpepakker, selv om de kan beskrives som hjemmehørende i skattely.  

Folkedomstolens dom var hård, og den kulminerede med den garvede borgerlige debattør og kulturredaktør på Berlingske Anne Sophia Hermansen, der meddelte den undrende offentlighed, at hun nu ville drikke sin kaffe et andet sted end Lagkagehuset. Men de ord måtte hun dog æde i sig igen i en uforbeholden undskyldning på de sociale medier.  

Også Synoptik, SportmasterBabysam, Gate Gourmet og BC Hospitality Group blev hængt ud. Og i offentlighedens gabestok var det et kort øjeblik glemt, at der er brug for investorer og risikovillig kapital for at betale løn til de mange danske lønmodtagere, som statsminister Mette Frederiksen sjældent glemmer at nævne i sine taler. 

Men dygtigt benarbejde fra kapitalfondenes brancheforening, DVCA, og Lagkagehusets direktør, Jason Cotta, fik faktisk vendt stemningen. Ja, selv DVCA’s nye direktør og tidligere socialdemokratiske minister, Henrik Sass Larsen, kom omsider på banen som fanebærer for fondenes sag. Alt i alt lykkedes det altså at få fortalt en mere rigtig historie om de investorer og fonde, som har været med til at sikre vækst og arbejdspladser i dansk erhvervsliv.  

Så DVCA og Lagkagehuset får en velfortjent vinder. 

Så kan man snarere stille spørgsmålet, om Lagkagehusets produkter med udbredt brug af margarine i stedet for smør lever op til forventningerne. Men det er en helt anden historie. 

 

Bankdirektører vinker farvel til dumpeplacering på ’dødsliste 

Det er bestemt ikke umuligt at gå fra rollen som hårdt presset bank og så blive en egentlig duks målt på nøgletal.  

De to mellemstore banker Vestjysk Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn viser om nogen vejen i den store bankrapport fra BankResearch, som efter finanskrisen var en slags dødsliste over de banker, som ikke overlevede året ud.  

Men det har været en bemærkelsesværdig rejse for Vestjysk Bank, der i 2016 lå på en lidet ønskværdig placering som den 9.-mest risikofyldte bank i landet. Og da Vestjysk Bank er en ret stor bank, var det også en ret varm kartoffel for myndighederne, hvis et krak skulle komme på tale.  

I det lys er det overraskende, at Vestjysk Bank nu indtager plads nummer 6 i den nyeste rapport, som har en særlig risikoliste baseret på bankernes estimater for 2020. Man må sige, at det er en cadeau til bankdirektør Jan Ulsø Madsen, ligesom hovedaktionærerne Nykredit, AP Pension og Arbejdernes Landsbank kan glæde sig over en fænomenal investering. 

Også Sparekassen Sjælland-Fyn med Lars Petersson i spidsen har gået igennem en hård tid, men også her er det lykkedes at vinke farvel til dumpeplaceringen. Således lå banken på en lidet flatterende 47.-plads i 2017, men på 2020-listen er den rykket op på en 12.-plads. 

Også den tidligere kriseramte Jyske Sparekasse med Claus E. Petersen i spidsen ligger efterhånden fornuftigt, mens Salling Bank og Merkur Andelskasse er et par spillere, der i den grad præger de nederste pladser sammen med nogle helt små pengeinstitutter.