jensmøllerdlr

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: DLR gør klar til at rulle realkreditlån ud til private – Novo-topchef slipper levende fra amerikansk tvekamp

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Novo-topchef slipper levende fra amerikansk tvekamp

Det er nok de færreste danske topchefer, der drømmer om at skulle forsvare sig over for en flok blodtørstige amerikanske senatorer, der skal udnytte rampelyset til at tale med store bogstaver.

I denne uge indtog Novo-topchef Lars Fruergaard imidlertid den varme stol, og hans direkte modstander var den iltre Bernie Sanders, der i den grad er kendt for ikke at lægge fingrene imellem. Især ikke når kameraerne er tændt.

Sanders’ mission var da også klar: Han skulle have trængt Fruergaard op i et hjørne og tvinge topchefen til at erkende, at den danske gigant har høstet alt for store overskud ved at tvinge de amerikanske patienter til at betale alt for høje priser for selskabets produkter.

Fruergaard slap dog hæderligt fra det tilspidsede møde, for selv om der vanen tro blev talt i overskrifter og hevet et par kaniner op af hatten, så virkede den danske direktør velforberedt og rimelig afklaret.

Der blev ganske vist givet indrømmelser, der meget vel kan ende med, at Novo Nordisk sænker prisen på insulin- og fedmemidlerne Ozempic og Wegovy i USA. Men kun hvis de magtfulde amerikanske indkøbsorganisationer ifølge Fruergaard kan love, at besparelserne rent faktisk ender hos patienterne. Og det kan være tvivlsomt, for historisk set har de ofte primært vist sig interesseret i egen profil og ikke patienternes pengepung.

Novo-aktien steg da også pænt, efter at de to kamphaner havde krydset klinger, og selv om der ikke var tale om en klar sejr til Fruergaard, så var det klart fornemmelsen, at han formåede at parere selv de lave stød fra de kamplystne senatorer.

 

Ugens vinder: DLR får på hele paletten. Nu rulles realkreditlån til private stille og roligt ud

Hvis der er en aktør, der kan juble over Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens længe ventede tilsagnsaftale med Nykredit om Totalkredit-aftalen, så er det DLR Kredit.

Ikke alene kan man i modsætning til Danske Bank, Nordea og Jyske Bank indgå aftaler med Totalkredit-bankerne om paralleldistribution af realkreditlån, man har også fået Nykredits topchefs, Michael Rasmussens, underskrift på, at han ikke vil blande sig i interne forhold eller kræve en bestyrelsespost i DLR, selv om Nykredit har en pæn aktiepost i DLR. Der lægges endda op til, at Nykredit skal arbejde for et salg af sin aktiepost.

Det betyder også, at DLR Kredits administrerende direktør, Jens Kr. A. Møller, stille og roligt vil begynde at rulle realkreditlån ud til private, selv om det lille realkreditinstitut hidtil kun har haft lån til erhverv og landbrug på hylderne.

”Vi kan teknisk set begynde i det ene ’hjørne’. Det kan f.eks. være en kunde, som har mange lån i DLR i forvejen, som gerne vil have sit private realkreditlån samlet her hos os,” siger Jens Kr. A. Møller, som understreger, at beslutningen først skal diskuteres og godkendes i bestyrelsen.

”Vi har jo ingen kundekontakt – det går alt sammen via pengeinstitutterne, der også er vores aktionærer. Så vi er styret af vores aktionærers behov. Hvis de ønsker lån til privatkunder, så kan vi stille og roligt gå i gang med det,” siger Jens Kr. A. Møller, der ikke kan svare på, hvilke pengeinstitutter det i givet fald bliver fra”.

I forvejen har DLR såkaldt paralleldistribution med større og mindre banker på erhvervsområdet, så det er ikke den store forandring, hvis man nu udvider med realkreditlån til private i mindre omfang.

For DLR Kredit er det en kæmpe sejr uanset hvad, idet man potentielt kan få en helt ny rolle med realkreditlån til private. Så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsagnsaftale faldt virkelig godt ud for dem.

Det udløser en ugens vinder.