Paul Chaplin Bavarian web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Pensionsdirektør kryber gennem snævert nåleøje – Massiv medvind til presset topchef

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Det tiltvang sig ikke den store opmærksomhed i omverdenen, at Peter Steensgaard Mørch torsdag for en uge siden omsider tiltrådte som PensionDanmarks administrerende direktør. En position, som han har været udset til, efter at den navnkundige topchef i PensionDanmark Torben Möger Pedersen gik på pension med en helt ekstraordinær gylden faldskærm. Probemet var imidlertid, at Peter Steensgaard Mørch kom fra en stilling som departementschef i Finansministeriet – og det er altså ikke helt nok til et topjob i den finansielle sektor ifølge Finanstilsynets fit & proper-regler.

Derfor kom Peter Steensgaard Mørch som den første ind på en ny ordning som betinget godkendt direktør, hvor han i en periode er underlagt supervision fra en mere erfaren kollega, i dette tilfælde Claus Stampe. Men det lykkedes altså ifølge en alenlang artikel i FinansWatch, som beskriver forløbet med alle dets udfordringer og kurser for, eksempel “et uddannelsesforløb, som Peter Stensgaard Mørch har gennemført, har haft fire overordnede hovedtemaer: Investering, det aktuarfaglige i at drive et pensionsselskab, den finansielle regulering, som danner rammer om pensionsselskabers virke, og endeligt PensionDanmarks interne organisering og struktur med flere forskellige komiteer og råd. Forløbet har med Peter Stensgaard Mørchs egne ord været ”ganske omfattende” svarende til omtrent en mastergrad og har bestået af eneundervisning med blandt andre lektorer fra CBS og London Business School og advokater fra blandt andre Kromann Reumert, Bech-Bruun og DLA Piper,” som det fremgår af artiklen i FinansWatch.

På InsideBusiness vil vi bare sige tillykke til Lars Steensgaard Mørch. Det var vist lidt af en omgang.

 

Massiv medvind til presset topchef

Som InsideBusiness kunne berette ved årsskiftet, havde mange investorer rettet et kritisk blik på Bavarian Nordic og topchef Paul Chaplin ved indgangen til 2024.

Der var ikke plads til flere skuffelser, og i stedet for at brænde penge og ressourcer af på forskning og udvikling af potentielle lægemidler var det tid til at tænke mere kommercielt.

Og var Paul Chaplin den rigtige mand til det?

Svaret på det synes indtil videre at være et rungende ja, koncernens aktiekurser i år steget med næsten 50 procent.

Alene i denne uge sendte investorerne medicinalaktien i vejret med over 10 procent efter et stærkt regnskab, hvor der især var fokus på den danske virksomheds koppevacciner.

Afrika og i særdeleshed Den Demokratiske Republik Congo kæmper netop nu mod den frygtede mpox-virus, der hver måned slår tusindvis af mennesker ihjel. Her spiller Bavarian en nøglerolle, da man ligger inde med en forebyggende vaccine, og selv om man indtil videre ikke har fået det helt store gennembrud, så har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for nylig gjort det muligt, at langt flere lande i Afrika nu kan få adgang til selskabets produkt.

Det er en god nyhed for naturligvis de mange, der lider under den frygtelige sygdom, men også for Bavarian Nordics aktionærer, der med udsigt til salg af millioner af vacciner de kommende år primært skal fokusere på, hvorvidt det danske selskab kan følge med efterspørgslen.