Zealand web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Selskab henter milliarder efter kursfest – Minister synes at tage Nykredits parti i Totalkredit-opgør

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Selskab henter milliarder efter kursfest

I næsten ti år efter sin børsnotering i 2010 lignede biotekselskabet Zealand Pharma lidt af en dødssejler på det danske aktiemarked.

Kursen var konstant under pres, og det var små, men positive nyheder fra selskabet, der ellers i tidernes morgen var spået at kunne bide skeer med giganten Novo Nordisk på det lukrative insulinmarked.

Akkurat som Novo har Zealand dog for længst fundet ud af, at guldet ikke nødvendigvis ligger i behandlingen af diabetes, men et helt andet sted.

Medicinalselskabet vægttabsmiddel, Petrelintid, kan vise sig at blive Zealands nøgle til det yderst lukrative fedmemarked, og selskabet var ikke sen til at udnytte, at virksomhedens store håb i sidste uge kunne fremvise lovende data.

Derfor valgte man at agere offensivt og hente over 6 milliarder kroner via aktiemarkedet med hjælp fra Nordea og Goldman Sachs i et historisk stort udbud, hvor det hurtigt lykkedes at få solgt de mange nye aktier.

Dermed ser Zealand ud til at stå stærkt rustet til fremtiden, og alene i år er aktiekursen steget med næsten 150 procent. Dermed har selskabets børsværdi rundet 50 milliarder kroner, og hvis den gode udvikling fortsætter, kan Zealand om kort tid meget vel gøre Novo og Genmab rangen som landets absolutte fyrtårn i medicinalindustrien stridig.

 

Minister synes at tage Nykredits parti i Totalkredit-opgør

Nogle gange skal der ikke så meget til for at komme med et statement. Det er en øvelse, som erhvervsminister Morten Bødskov (S) kommer til at ramme spot on som svar på spørgsmålet, hvorvidt Nykredits markedsandel på over 50 procent på realkreditmarkedet for privatkunder er ensbetydende med, at selskabet har en dominerende position. Det er FinansWatch, der har historien, som handler om et ret uskyldigt spørgsmål stillet af Dansk Folkepartis erhvervsordfører Peter Kofod.

Alligevel er svaret fra erhvervsministeren slående: ”Jeg mener, at institutternes markedsandele ikke i sig selv er afgørende, men at markedet er velfungerende og skaber gode finansieringsvilkår for borgere og virksomheder.”

Men selv om ministeren understreger, at konkurrencerådet er uafhængigt, så vil parterne Nykredit over for Jyske Bank, Danske Bank, Nordea og DLR tolke ministerens svar således, at han stiller sig på Nykredits side i det langstrakte opgør.

Dermed kan Nykredits lobbyister pudse glorien yderligere her før sommerferien, desuagtet at der er gode chancer for, at modparten jo nok får lidt mere igennem i det kommende input til Totalkredit-aftalen, som ventes behandlet nu og på kommende møder i Konkurrencerådet.

Men vi vover pelsen og giver en foreløbig ugens vinder til Nykredit.