Pandora 3

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Småbanker har styr på biksen – Smykkeboss sender vingeskudt aktie i vejret 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Det er et af finanssektorens paradokser, at flere småbanker har det strålende trods klynk fra både Jyske Bank, Danske Bank og Nordea over rentesituationen og svag udlånsvækst.  

En af de små aktører, der leverer varen, er Totalbanken, hvor Ivan Sløk er direktør. Mandag offentliggjorde Totalbanken et regnskab med nok en opjustering – hvilket fik aktiekursen til at stige med 15 procent – med et resultat, der er 50 procent højere end sidste år og en forventet egenkapitalforrentning med over 20 procent om året, inklusive penge fra salget af Sparinvest 

Nu er Totalbanken tillige gået i markedet med kapitalforhøjelse for at imødegå den kommende tids voksende kapitalkrav. 

På InsideBusiness er vi imponerede 

Det er vi også over udviklingen hos en spiller som Middelfart Sparekasse, som også netop har opjusteret sit resultat til 150-175 millioner kroner før skat krydret med en fornuftig udlånsvækst.  

Situationen peger i retning af, at veldrevne småbanker med stærk lokal forankring umiddelbart ser mere levedygtige ud i en tid med lave renter end deres større søskende. Det illustrerer Martin Baltsers Middelfart Sparekasse også.   

Så må tiden vise, om de mindre banker har haft mindre styr på kreditkvaliteten end de større banker. 

 

Smykkeboss sender vingeskudt aktie i vejret 

Denne uge byder også på en uventet vinder.  

Pandora har i måneder været aktionærernes og mediernes prygelknabe, men tirsdag tog den udskældte smykkeaktie revanche og overraskede til den ualmindeligt positive side. 

Pandoras topchef, Alexander Lacik, kunne præsentere et regnskab, der ganske vist ikke var direkte prangende, men som dog gav investorerne et tiltrængt håb om, at der alligevel er en fremtid for smykkegiganten. 

De tørre tal er som sagt ikke prangende. Salget ud af butikkerne falder ’kun’ med 10 procent, og den organiske vækst falder også ’kun’ med 7 procent. Fælles for de to indikatorer er dog, at det er bedre, end analytikerne havde forventet og dermed en belønning værdig.  

Aktien steg med mere end 10 procent tirsdag oven på de positive takter, og onsdag valgte Pandoras finansdirektør, Anders Boyer, og administrerende direktør Alexander Lacik at købe ind i aktien, hvilket sendte kursen yderligere op. 31,5 procent var aktien torsdag aften steget med, siden børsen lukkede ned mandag. 

De to Pandora-direktører sætter deres navn på spil og måske især Anders Boyer, der har en fortid i GN Store Nord, må siges at gamble noget med sit renommé. De to har købt aktier for henholdsvis 6 og 12 millioner kroner i selskabet, og uanset hvad fremtiden bringer, sender det lige nu et tiltrængt stærkt signal til markedet om, at gode kræfter er villige til at satse stort på Pandoras fremtid.