;
danskebankfilialnet

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Stadil slipper for kæmpe regning – Comeback til tidligere Danske Bank-chef

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Stadil slipper for kæmpe regning

En årelang bitter strid fik i denne uge sin foreløbige afslutning. Erhvervsmanden Thor Stadil kan nemlig nu ånde lettet op, idet han ikke skal hoste op med millioner til sin tidligere forretningspartner Morten Ernst.

Sidstnævnte har ellers gennem mere end 6 år ført sag mod Stadil, da han mener, at advokaten skylder ham over 100 millioner kroner efter et bittert brud med den asiatiske virksomhed Suzhou Ovodan Egg Products Co. Ltd, der er en del af Stadil-familiens Lactosan-Sanovo-koncern.

Ernst spillede en central rolle i opbygningen af virksomheden, men efter en strid med Thor Stadil forlod han selskabet i 2008 og lagde siden sag an, da Ernst mente at skulle have del i selskabets overskud.

Retten anerkender da også, at Morten Ernst i princippet har en aftale og dermed et krav mod Thor Stadil personligt; til gengæld har dommerne fundet frem til, at den aftale ikke har pengeværdi i dag, hvorfor Stadil slipper ud af en potentielt økonomisk kattepine.

En stor sejr for Thor Stadil, der hele tiden har afvist, at der skulle være fugls føde på kravet mod ham. Dermed har erhvervsmanden vundet den første af en række vigtige sager, som er anlagt mod ham, idet politiet også har rejst tiltale mod den fyrede Hummel-direktør Søren Schriver. Tilbage venter nu to sager konkurskarantæner i kølvandet på derouten i familiens shippingimperium.

 

Comeback til tidligere Danske Bank-chef

Han var spået at blive en af de helt store stjerner, men efter en uskøn afsked med Danske Bank for godt tre år siden har der været stille om Anders Meinert Jørgensen.

Nu er den tidligere chef for compliance i Danske Bank tilbage i manegen. Sammen med to andre har Anders Meinert Jørgensen stiftet firmaet Avallone, som skal hjælpe store virksomheder med den voksende arbejdsbyrde med at bekæmpe hvidvask.

Med comebacket er ’kometen fra kredit’, som kollegaerne i Nordea kaldte ham, tilbage i dansk erhvervsliv efter afskeden med Danske Bank i 2018.

Afskeden med Danske Bank skete i al ubemærkethed, men som InsideBusiness dengang kunne beskrive, dækkede Anders Meinert Jørgensens exit over et spektakulært forløb, hvor Danske Bank i virkeligheden havde stillet den lovende bankmand jobbet som topchef i Danica Pension i udsigt efter flere år som chef for compliance.

Men Anders Meinert Jørgensen nåede aldrig at tiltræde jobbet som topchef i Danica Pension. Finanstilsynet erklærede ham således ikke fit and proper på grund af Danske Banks omfattende hvidvaskskandale i Estland, selv om Anders Meinert Jørgensen flere gange opfordrede til, at Danske Bank skulle melde de estiske udfordringer med hvidvask til tilsynet, som InsideBusiness tidligere har beskrevet.

I et interview med Dagbladet Børsen fortæller Anders Meinert Jørgensen, at han intet ønske har om vende tilbage til en stor bank. Han drømmer i stedet om at fortsætte med at lave startup og it resten af livet.

“Jeg savner ikke store komitémøder, der varer 3 timer, med 25 personer om bordet.”