;
sparkron online

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Succesfuld rådgiver snupper igen prestigefyldt mandat  – Mere hæder til pengeinstitut 

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.   

Vindere  

Succesfuld rådgiver snupper igen prestigefyldt mandat  

Det er efterhånden næsten blevet kutyme herhjemme, at investeringsbanken FIH Partners løber med opgaven, så snart en af landets største virksomheder skal sælges.  

Godt nok lykkedes det ikke i første omgang at sælge Molslinjen tidligere i år på grund af covid-19, men siden har den selvstændige rådgiver først snuppet mandatet med at sælge EQT’s Fertin Pharma, og nu skal investeringsbanken så også stå for salget af Jacob Holm & Sønner.  

Jacob Holm & Sønner er et selskab med store ekspansive planer og en driftsindtjening på 300 millioner kroner blandt andet båret frem af, at de syntetiske fibre,som man producerer, bruges til mundbind, og det er uden tvivl noget, der vil få de fleste fonde til at spærre øjnene op. Især i øjeblikket, hvor det på ingen måde vrimler med de helt tunge salgsmandater, må opgaven med at sælge Jacob Holm & Sønner siges at være endnu en fjer i hatten for FIH Partners – uden tvivl til stor frustration for de værste rivaler herhjemme.  

Det interessante bliver imidlertid at se, hvor god en virksomhed der egentlig er tale om, for onde tunger vil hævde, at resultaterne i Jacob Holm & Sønner ikke har været specielt imponerende de senere år, hvilket de fleste potentielle købere uden tvivl vil bore i, når først datarummet bliver åbnet om en måned eller to.  

Ikke desto mindre viser FIH Partners atter en gang, at man har en helt særlig evne til at snuppe de lukrative mandater for næsen af konkurrenterne.  

 

Mere hæder til pengeinstitut 

Der er nok at være stolt af ovre i Randers hos Sparekassen Kronjylland, hvor man for andet år i træk er blevet kåret som bedste arbejdsplads af Great Place To Work i kategorien store virksomheder. Sidste år var det dog i Danmark, ikke i Europa som i år.

I en tid, hvor arbejdsklimaet har det svært i mange banker efter besparelser, fyringer og filiallukninger er det lidt af en præstation, der hænger nøje sammen med, at landets største garantsparekasse er en selvejende institution. Derfor kan man tænke langsigtet, og de vigtigste målsætninger er derfor kunde- og medarbejdertilfredshed, da de er forudsætningen for en langsigtet positiv udvikling, forklarer administrerende direktør Klaus Skjødt. 

Det er vigtigt, at medarbejderne kender den strategiske retning. Derfor har vi også gjort meget ud af at gøre retningen tydelig, ligesom medarbejderne i høj grad er involveret i at realisere strategien. Den enkelte afdeling og medarbejder har inden for den overordnede ramme meget stor frihed, og vi kan se, at det gør en stor positiv forskel for trivslen, at der er den frihed og tillid, fortæller Klaus Skjødt. 

På InsideBusiness er vi også en smule imponerede – men det kan ikke udelukkes, at netop retningen med en selvejende institution uden sultne investorer med krav om resultatmål på månedsbasis faktisk gør en forskel, om end Klaus Skjødts ”forretningsorienterede familiekultur” næppe ville blive vel modtaget i alle større banker. 

Tillige har man eksempelvis heller ikke bonusordninger, ligesom målsætninger er på afdelingsniveau og ikke individuelt. 

Vi er et hold, og vi skaber resultater sammen. Derfor er det også alle medarbejderes fortjeneste, at vi nu er kåret til Europas bedste arbejdsplads, understreger Klaus Skjødt. Tillige har EPSI i en undersøgelse konstateret, at Sparekassen Kronjylland har de mest tilfredse kunder. 

På InsideBusiness må vi alligevel sige, at det trods alt er en vinder værd i disse tider.