;
CIP Tekst Velux Fonden har blandt andet investeret penge i Copenhagen Infrastructure Partners

Inside story

Uro i baglandet i pensionsbranchens grønne stjernefond

De tidligere Ørsted-folk i Copenhagen Infrastructure Partners har på få år hentet milliarder fra de danske pensionsselskaber, men flere kasser ser med bekymring på, at CIP nu kaster sig over et helt nyt forretningsben, der ligger langt fra kerneforretningen.

Den yderst succesfulde danske fond Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har gennem de senere år haft enorm succes med at investere danske pensionsmidler i unoterede energiaktiver.

Begejstringen for det effektive og yderst kompetente setup har været stor blandt især pensionskasser som ATP, PFA og AP Pension, der har investeret flittigt i CIP’s fonde, siden den første så dagens lys i 2012 med PensionDanmark som den enlige fødselshjælper.

CIP har nemlig både skabt gode afkast og samtidig også hjulpet de store kasser med at få placeret en pæn del af deres gigantiske opsparede formuer i alternative investeringer i en tid, hvor hele sektoren jagter netop den type aktiver.

Ikke desto mindre har en vis bekymring bredt sig blandt mange af de store pensionskasser i CIP’s bagland.

Uroen skyldes, at CIP’s ledende partner, Jakob Barüel Poulsen, i slutningen af januar kunne løfte sløret for, at man havde haft held til at headhunte advokathuset Bruun Hjejles store stjerne Mogens Thorninger, der i årevis har været en af de førende herhjemme, når de komplicerede strukturer bag fonde som CIP skal sættes op.

Rekrutteringen blev i første omgang set som en styrkelse af CIP, da Thorninger har arbejdet indgående med alternative investeringer og ofte fungerer som bindeled mellem pensionskasserne og deres forvaltere, herunder CIP.

Problemet er imidlertid, at Mogens Thorninger ifølge de officielle udmeldinger skal fungere både som partner i CIP og som direktør i et spritnyt setup i fonden Nordic Investment Opportunities. Den fond skal fungere som en såkaldt fund-of-funds, der investerer ejernes penge i store milliardfonde, der opkøber eksempelvis virksomheder, infrastruktur og ejendomme.

Det er CIP, der står bag fonden sammen med den nordiske ejendomsforvalter Nordic Real Estate Partners, og den aarhusianske rigmand Henrik Lind og Kirk Kapital er indtil videre blandt investorerne.

Problemet er blot, at investorerne i CIP er bekymrede for, hvorvidt det nye eventyr og det, at Mogens Thorninger både skal være direktør i dette og samtidig være partner i CIP, medfører en risiko for, at CIP mister fokus på sin kerneforretning, nemlig at finde alternative energiinvesteringer, som er det, Pensionskasserne har købt ind i.

”Vi har gjort opmærksom på, at vi ser en potentiel interessekonflikt her, og vi ser gerne, at CIP i løbet af den kommende tid får skabt en mere holdbar struktur, hvor der er en klar opdeling mellem de forskellige forretningsben,” forklarer en af de tunge investorer i CIP til InsideBusiness.

Tror fortsat på CIP

Trods uroen beskriver flere investorer, at de fortsat er trygge ved deres investering i CIP og også har tiltro til, at fonden fremover kan levere lige så gode afkast, som investorerne har fået indtil videre. Det ændrer imidlertid ikke ved, at sagen om ansættelsen af Mogens Thorninger og hans rolle i den succesfulde fond er et tema for flere investorer.

”Vi er for nærværende ikke bekymrede for kerneforretningen ud fra det, vi har hørt, men vi synes, at Thorningers rolle godt kunne være kommunikeret mere klart. Først var meldingen, at han skulle være partner i CIP, og sidenhen fik vi forklaret, at han skulle være CEO i Nordic Investment Opportunities (NIO). Vi har ikke et klart billede endnu af hans roller og tidsforbrug de to steder,” siger investeringsdirektør i MP Pension Anders Schelde, der dog understreger, at man overordnet set er glad for sine investeringer i CIP.

Hos CIP peger partner Christian Skakkebæk på, at man i forbindelse med sin tredje fond, der blev lukket i 2018, har hyret 10 nye partnere, ligesom den samlede medarbejderskare er udvidet fra 65 til 110.

”Mogens Thorninger indgår ikke i de tal eller i vurderingen af, om der er de nødvendige ressourcer i CIP, idet han fra starten primært vil være ‘udlånt’ som CEO for NIO. Der vil altså ikke være tale om, at der går ressourcer eller fokus fra CIP’s primære forretning,” skriver Christian Skakkebæk, der ligesom de øvrige stiftere har en fortid hos energikæmpen Ørsted.

Investorer holder øje med markante ændringer

Debatten i CIP’s bagland er langtfra enestående, for investorer vil som udgangspunkt altid se det som en risikofaktor, hvis en fond for eksempel øger sin størrelse markant eller ændrer sit investeringsfokus. Derfor holdt investorerne bag CIP også nøje øje, da fonden sidste år begyndte at etablere sin fjerde fond, der modsat de tre tidligere skulle investere i nogle andre markeder. Ikke desto mindre lød investorernes vurdering dengang, at folkene bag CIP både i deres tidligere virke og i fonden havde vist, at man havde så indgående erfaring med at styre uden om faldgruberne i de komplicerede energiinvesteringer, at det ikke rykkede markant ved risikoprofilen i CIP, hvorvidt investeringerne blev foretaget i Europa, Asien eller Latinamerika. Det samme var tilfældet, da fonden også begyndt at geare sine investeringer mere end tidligere.

Det ser indtil videre ud til også at være tilfældet med CIP’s planer om at tilbyde fund-of-funds-investeringer i regi af Nordic Investment Opportunities. Her er investorerne ganske vist opmærksomme på en potentiel risikokonflikt, men for dem handler det primært om at gøre opmærksom på den og dermed være sikker på, fonden også selv er bevidst om de potentielle risici, så de formår at undgå dem.

 

LÆS OGSÅ

Sådan skal pensionsbranchen tjene stort på grøn omstilling

Uro ulmer i advokatkæmpe

Advokatgigant på rov hos rival 

Tvivlsomme dobbeltroller gennemsyrer advokatbranchen 

Sløv konkurrence præger advokatbranchen. Monopolbrud kan være løsningen

Dramatisk opgør i førende advokathus