;
AutoSourceGroup-SoenderjyskForsikringnet

Ugens Insider

Vækstivrigt forsikringsselskab jagter 1 mia. kr. i præmieindtægter

Der skal flere kunder i Sønderjysk Forsikring, hvor topchef Frank Abel nu er klar med en strategi, som skal fordoble størrelsen. Vi går tæt på et af landets hurtigst voksende forsikringsselskaber, der netop har landet en ny stor partneraftale.

Det går stærkt hos Aabenraa-baserede Sønderjysk Forsikring. Selskabet har netop nået et ambitiøst strategisk mål om at ramme årlige bruttopræmieindtægter på 500 mio.kr. som en del af strategien frem til udgangen af 2020. Og nu er selskabets administrerende direktør, Frank Abel, klar med en ny strategiplan for årene frem til 2025, der indebærer en fordobling af selskabets størrelse.

”I 2025 vil vi gerne runde 1 mia. kr. i præmieindtægter. Vi havde et mål om at nå en halv mia. kr. inden den 31. december 2020. Jeg kan allerede nu røbe, at det er lykkedes. Men det næste trin er også ambitiøst, måske endnu mere ambitiøst,” siger Frank Abel.

Hovedbudskabet i den nye retning er en videreførelse af den gamle strategi, som vel må siges at have været ret succesfuld, idet Sønderjysk Forsikring er det næsthurtigst voksende gensidige forsikringsselskab i Danmark. Meget hurtigere voksende end Codan og de børsnoterede Alm. Brand, Tryg og Topdanmark  og lidt hurtigere voksende end de gensidige LB Forsikring og GF Forsikring, men lidt efter Købstædernes Forsikring, som ifølge en opgørelse i InsideBusiness sidste år voksede lidt hurtigere end Sønderjysk Forsikring.

”Den nye strategi tager udgangspunkt i en stærk it-platform med vores kernesystem fra TIA Technologies. Vi vil desuden etablere yderligere partneraftaler og samarbejder samt udvikle egne salgskanaler. På den måde er der tale om en videreførelse af den gamle strategi, idet vi gør mere af det samme, blot i en større skala” siger Frank Abel.

Vi er landsdækkende med Syddanmark som arena

I modsætning til f.eks. Vestjysk Forsikring er det et erklæret mål for Sønderjysk Forsikring at være landsdækkende. Dog med det forbehold, at det sønderjyske fylder lidt mere end resten af Danmark i organisationen.

”Vi er i dag landsdækkende, så vi tegner forsikringer i hele Danmark, og vi har salgspersonale overalt. Når det er sagt, lægger vi også vægt på, at vi har vores egen arena, som hos os er Region Syddanmark. Så jeg vil gerne sætte en tyk streg under, at vi fortsat er markante i Syddanmark. Det er her vi har den stærkeste historie og den stærkeste lokale tilstedeværelse.”

Vækststrategien betyder også, at antallet af kunder på 55.000 gerne skal fordobles til 110.000 kunder. Det er altså ikke en del af vækststrategien, at Sønderjyllands Forsikring gør som Tryg og Gjensidige og hæver prisen med mere end branchestandardens prisindeks for nogle kunder, hvilket Tryg p.t. ligger i strid med Forbrugerombudsmanden om.

”Det gør vi ikke hos os. Sønderjysk Forsikring er kundeejet, vi skal leve af gode produkter til fair priser. Vi har ikke aktionærer, så for os handler det om at sætte prisen rigtigt fra starten,” siger Frank Abel.

I modsætning til LB Forsikring, GF Forsikring og Tryg betaler Sønderjysk Forsikring ikke overskuddet tilbage til kunderne. I stedet er man et kundejet selskab uden det store krav til indtjeningen ligesom Købstædernes Forsikring.

Vækst uden for store risici

I den gamle strategi var målet, at combined ratio skulle ligge på mellem 95 og 96, så selskabet havde råd til at vokse, i og med at der var overskud til at opbygge kapital og til at tage eventuelle tab på investeringer og uventede tab fra f.eks. brandskader.

”Forskellen er, at vi nu har en målsætning om en combined ratio på maksimalt 95 pct. I vores vækstplan står det også tindrende klart, at vi ikke vil gå på kompromis med risikoen. Vi holder nøje øje med skadesprocenterne, og vi har en risikokomité, som løbende vurderer større erhvervskunder. Det er uhyre væsentligt, at vi i et vækstscenario går grundigt til værks og sikrer, at der er i orden i bøgerne. Så nej, vi kommer ikke til at køre for stærkt.”

Med til at booste omsætningen er, at Sønderjysk Forsikring benytter sig af diverse partnerskaber for at få fat i kunderne. En rigtig stor spiller, som man har entreret med, er fagforeningen Det Faglige Hus med 160.000 medlemmer, som selskabet er i fuld gang med at konvertere kunder fra. Det sker via forsikringsagenturet Det Faglige Hus Forsikring, som Sønderjysk Forsikring har købt sig til en majoritetsaktiepost i.

”Det er klart, at Det Faglige Hus spiller en væsentlig rolle i vækststrategien. Alene i forsikringsagenturet sidder der 15 salgsmedarbejdere, som skal sælge forsikringer til denne målgruppe. Men vi sender også flere ressourcer efter vores andre salgskanaler, så vi har en rigtig multidistributionsstrategi.”

Ny partneraftale er lige landet

I dag består Sønderjysk Forsikrings salgskanaler af 30 egne assurandører, der betjener både privat- og erhvervskunder, samt af kundecentrene i Odense, Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg med i alt ca. 30 ansatte samt de 15 salgsfolk i Det Faglige Hus Forsikring. For alle tre salgskanaler er forventningen ifølge Frank Abel, at der bliver behov for at ansætte flere i strategiperioden.

Andre salgskanaler er alliancer med andre agenturer, f.eks. Global Forsikring, som man samlede op, da norske INSR pludselig trak sig ud af det danske marked.

Det er også værd at nævne øvrige alliancepartnere som VASS-POINT, som repræsenterer de fleste servicepartnere og forhandlere af Volkswagen Gruppens mærker i Danmark: VW, Audi, Skoda og Seat. Sønderjysk Forsikring har også samarbejdsaftaler med lokale bilforhandlere, ligesom man samarbejder med Broager Sparekasse.

Det er helt nyt, at Sønderjysk Forsikring har indgået en fornyet partnerskabsaftale med Autosource Group, der gennem de senere år har haft fokus på udviklingen af it-løsninger til bilbranchen. Samarbejdet mellem Sønderjysk Forsikring og Autosource Group har stået på i flere år, men nu går partnerne sammen i markedet for at tilbyde attraktive bilforsikringer til bilbranchen.

Det sker gennem Autosource Group, der tilbyder digitale løsninger til hele den danske bilbranche, der gør det lettere og mere enkelt at være f.eks. autoforhandler eller leasingselskab. Mere end 1.400 autoforhandlere/leasingselskaber har i dag adgang til Autosource Groups portal, hvor de gennem et ‘one point contact’ hurtigt og nemt bliver supporteret i hele forløbet med leasing eller bilsalg, og samtidig har muligheden for at øge salget med tilhørende produkter. Med det nye partnerskab kan de på samme portal nu også tilbyde bilforsikring fra Sønderjysk Forsikring.

”Partnerskabsaftalerne giver både leads og forsikringssalg, og vi er da i gang med at forhandle flere aftaler hjem. Jeg vil dog gerne sige, at vi også har sagt nej til flere mulige partnere. Der skal være noget i det for begge parter. Vi har fokus på at udvikle vores kerneplatform, så vi får nogle selvbetjeningsløsninger, som vi kan kapre kunder med,” siger Frank Abel om den forestående femårige strategiperiode.

 

LÆS OGSÅ

Alm. Brand lurer også på Codan. Se favoritten til opkøbet

Massiv disruption rammer forsikringsbranchens it. Netcompany blæser til angreb

Forsikringsbranchen står over for revolution med nye forretningsområder

Medlemsejede forsikringsselskaber giver de børsnoterede baghjul

Kæmperegning på vej til forsikringsselskaber for elbiler

Forsikringsselskab slår svindelalarm: Stadig flere leasingbiler ‘forsvinder’

Indbygget konflikt truer Trygs fremtid

Store kundeforskydninger i forsikringsbranchen

Codan mangler stadig oprydning i svær portefølje

Tryg og kunderne har et gevaldigt problem

Dramatisk udvikling i Trygs møgsag: Investorer sender aktien i dørken

Nu rejser Trygs bagland sig mod selskabets udskældte prisstigninger