Parken sport web

Leder

Velkommen til InsideBusiness #1

I årets første InsideBusiness ser vi på, hvordan en række aktører nu angriber bankernes lukrative private-banking område. Vi kulegraver også forsikringsbranchen, der strammer grebet om bilisterne, som risikerer at miste erstatninger, ser på opgøret om Parken og på en pressesky kapitalfonds bedrifter

Det har i årevis været en god forretning for landets største banker at servicere landets mange velhavere i det såkaldte private banking-segment.

Flere uafhængige aktører øjner dog chancen for at snuppe bankernes indbringende kunder, da de ofte kan tilbyde langt lavere omkostninger end branchens mastodonter som Danske Bank, Nordea og Nykredit. Bankernes pengemaskine risikerer at komme under alvorligt pres.

Og så handler det om forsikring. For de færreste ved, at der ikke længere gives kaskodækning, hvis man kommer til at køre over for rødt og er skyld i en ulykke. Forsikringsbranchens praksis er ret entydig, og i fremtiden venter en lignende tendens ved fart- og mobilulykker. Så forsikringsbranchens guldæg, bilejerne, får næppe mere for deres penge.

Flere af de helt store kapitalfonde har hentet milliarder fra investorerne de senere år, og den seneste i rækken er den hermetisk lukkede Triton Partners. Vi stiller i denne uge skarpt på den kontante fond, hvis strategi ofte giver ridser i lakken, men samtidig sikrer investorerne solide afkast.

Opgøret om Parken

En af ugens helt store historier udsprang fra InsideBusiness mandag aften, hvor vi kunne løfte sløret for, at en udenlandsk investor har kastet sin kærlighed på den børsnoterede underholdningskoncern Parken Sport & Entertainment.

Investorernes håb om at overtage virksomheden står og falder dog med koncernens lunefulde magthavere, der lader til at blæse højt og flot på, hvad koncernens 15.000 øvrige aktionærer ønsker. Vi går tæt på en opsigtsvækkende sag, der uden tvivl vil udvikle sig de kommende uger.

Læs også en interessant kommentar fra BankInvests Jakob Vejlø, der spår om, hvorvidt en politisk koldfront kan ramme aktierne hårdt igen i 2019.

I denne uge har vi også sat fokus på landets bedste kapitalforvaltere og fondsmæglere i et svært aktieår. Vi finder vindere og tabere. Det handler også om milliardfonden bag Velliv, der redegør for investeringsstrategien i de kommende hårde aktieår.

I Danmarks største bank, Danske Bank, er der fortsat usikkerhed om den kommende topchef. Morten Johnsen analyserer det voksende kaos i forbindelse med valg af headhunter.

Og sidst skriver vi om en fremadstormende spiller på betalingsområdet, der netop har købt op i Danmark. Alligevel søger man en kapitalfond eller en betalingsgigant som ny ejer.

Denne uges kultur er en anmeldelse af en bog, der beskriver millenniumgenerationen – og nok så interessant, hvordan man håndterer denne generation ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv.

 

God læselyst!

InsideBusines-teamet