Danica

Leder

Velkommen til InsideBusiness #18

Der kan snart komme regler, der håndterer pensionsbranchens største problem, de store underskud på tab af erhvervsevne-forsikringer. Nu tales der om behov for regulering af området. Læs også om kongemordet i Ambu, et ydmygende nederlag til kapitalfond og om et forsikringsselskab, der stormer frem efter turnaround.

Pensionsselskaberne står splittede om et af de allerstørste problemer, der er for branchen. To mindre spillere blander sig nu i debatten og taler om unfair konkurrence, hvis man spiller efter Finanstilsynets diktat om, at der skal overskud på hvert forretningsområde. Som beskrevet i InsideBusiness kører de største selskaber med PFA i spidsen med kolossale underskud på sygeulykkesforsikringer i forsøget på at fastholde og/eller kapre nye kunder. Og hvordan skal man så kunne klare sig, hvis man spiller efter reglerne? Og hvornår kommer der et reelt indgreb?

Det handler også om medikosuccesen Ambu, der sendte chokbølger gennem aktiemarkedet fredag, da bestyrelsen fyrede topchef Lars Marcher. Vi går bag kulissen og løfter sløret for historien bag årets mest overraskende CEO-exit.

Drama er der i den grad også i industriselskabet Tresu, som kapitalfonden Altor kæmper for at få på ret køl. Væksten er udeblevet, og bundlinjen bløder. Nu må Altor så betale næsen 100 millioner kroner for at slippe af med de utilfredse investorer, der oprindelig var med til at finansiere opkøbet via en obligation.

Og så handler det om forsikringsselskab Protector, som alle konkurrenterne elskede at hade på grund af en meget aggressiv linje på det danske marked. I dag er priserne hævet – og forretningen ser rentabel ud efter en turnaround. Kom med bag om ugens insider, Protectors landechef, Thomas Boutrup.

Vores faste kommentator Karsten Anker ser i denne uge nærmere på den nyudnævnte direktør i Dansk Industri og udpeger hans største udfordringer.

I denne uge har vi også kortlagt de mest attraktive M&A-mandater i det stadig mere udfordrede danske marked for virksomhedshandler. Vi ser også nærmere på Danmarks position i den globale økonomi, hvor vi bliver mere attraktive for de udenlandske investorer, der søger stabilitet, mens frygten for recession tager til.

Vi går også helt tæt på sagen om Danske Bank, hvor vi med interne mailkorrespondancer kommer lidt tættere på, hvordan banken håndterede den whistleblower, der endte med at få så stor betydning for banken. Men hvad vidste Thomas Borgen om den kritiske sag – og kan det få betydning for en eventuel straffesag, der kan komme ud af sigtelserne mod Danske Banks tidligere topdirektør?

På kultursiderne anmelder vi en underholdende portrætbog om ’Kasi-Jesper’ ­– og giver bogen fem stjerner.

 

God læselyst!