;
steen michael

Leder

Velkommen til InsideBusiness #20

Fortroligt materiale afslører, hvordan Velliv dumper priserne for at vinde terræn i forhold til de nærmeste konkurrenter. Kom også helt tæt på de førende headhunteres bedste mandater, Formueplejes nye strategi samt konsulenthuset Voluntas.

En ny markedsleder tager form i pensionsbranchen. Mens Danica, PFA og AP Pension er trængt af store milliardunderskud på forsikringer, er Velliv gået i offensiven. Vi afslører, hvor stærk en konkurrencekraft Velliv og direktør Steen Michael Erichsen har i et ellers fortroligt udbudsmateriale i en af årets mest toneangivende udbudsrunder om en større firmakunde.

Vi går også helt ind bag de lukkede døre og giver i denne uge et indblik i, hvilke sager landets førende headhuntere arbejder med for tiden. Det er blandt andre store virksomheder som Ørsted, Danske Spil og Toms, der står uden topchef for tiden, og for mange af selskabernes vedkommende, er man tvunget til at kigge uden for landets grænser i jagten på egnede kandidater.

Vi sætter også fokus på Formuepleje, der efter en større omrokering i ejerkredsen og en skrinlagt børsnotering nu løfter sløret for sin nye strategi.

Det handler også om Voluntas, der startede som rigmanden Jan Bech Andersens private investeringsselskab med adskillige skæverter på samvittigheden, men som de senere år har udviklet sig hastigt som rendyrket konsulenthus.

Læs også om kapitalfondens Altors store kvaler på det danske marked og forsikringsmægleren APC’s nye ambitioner om nye kundegrupper efter at have fået Söderberg med i ejerkredsen.

Vi sætter også fokus på en opsigtsvækkende dom, der kan få stor betydning for de amerikanske investorers muligheder for at jagte erstatning fra danske virksomheder samt et anspændt slagsmål om værdisætning af alternative investeringer.

På kultursiderne anmelder vi en bog, der rammer lige øjet, hvis du ønsker at få succes som iværksætter.

 

God læselyst!