McKinsey

Leder

Velkommen til InsideBusiness #25

Danmarks mest prestigefyldte konsulenthus, McKinsey, er ved at finde ny topchef. Vi finder de mest oplagte kandidater til jobbet. Læs også om kapitalfonde på pengejagt, om en af forsikringsbranchens hovedpiner samt om dramaet i Venstre og tip til kunstinvestering.

Det eftertragtede konsulenthus McKinsey står over for en udskiftning i toppen. Ledende partner Kim Baroudy rykker nu op i hierarkiet og får tildelt en international toppost internt i konsulenthuset, erfarer InsideBusiness. Men hvem skal tage over? Det ser vi nærmere på i denne uge.

Selv om det umiddelbart synes at være kort tid siden, at de fleste større kapitalfonde fik fyldt pengekasserne op, er flere allerede nu på vej i markedet igen. To af de førende i Norden, IK Investment Partners og norske FSN Capital, skal begge forsøge at rejse deres hidtil største fond. Men hvad siger investorerne? Vi går tæt på de to fonde og deres jagt på friske milliarder.

Forsikringsbranchen lider under en stigende skadesfrekvens på bygninger som følge af aldrende byggeri og især rørskader. Vi ser nærmere på tre toneangivende selskabers måde at håndtere det dyre problem på.

I denne uge handler det også om formandsopgøret i Venstre, som vores politiske kommentator, Thomas Juul-Dam, giver sin version af, samt om frygten for store fyringsrunder i pressede Danske Bank, der kan udløse en bølge af nedskæringer i hele banksektoren.

Vi ser også på en af de små bankers store udfordringer: Hvor skal fremtidens guldæg som Sparinvest og Totalkredit komme fra, hvis der ikke udvikles nye guldrandede projekter for de mindre pengeinstitutter? Og hvem kan stille sig i spidsen for så ambitiøse planer i kredsen om Lokale Pengeinstitutter?

Læs også om den svenske kapitalfond Valedo, der bryder med dansk nøglefigur.

På kultursiderne giver vi en guide til weekendens kunstmesse, som er helt oplagt, hvis du er på udkig efter at udvide din kunstsamling eller interesserer dig for investering i kunst i disse lavrentetider. Vi anmelder også den nye portrætbog om Novo Nordisk.

God læselyst

InsideBusiness-teamet