forsikring og pension

Leder

Velkommen til InsideBusiness #32  

Fremtiden for en af landets mest magtfulde brancheorganisationer, Forsikring & Pension, er et højspændt tema. Skal organisationen deles op i to forskellige enheder? Læs også om førende headhunterhus, der satser på finans, om en Luxembourg-bank i sats på danske rigmandskunder, og hvordan en dansk milliardvirksomhed blev solgt for næsen af en række ivrige fonde.

Endelig er der kommet hul på bylden i en årelang diskussion i pensions- og forsikringsbranchens talerør, Forsikring & Pension. Det handler om en højspændt debat om, hvorvidt organisationen skal splittes op i to. De to kerneområder har nemlig udviklet sig på en måde, der gør, at pensionsområdet minder stadig mere om kapitalforvaltning, og derfor er stadig flere af de fælles interesseområder forsvundet. Stærke kræfter arbejder for at splitte Forsikring & Pension op.

Og så handler det om en af landets dygtigste headhuntere, Russell Reynolds, der har hentet den højtprofilerede Folke Friis-Frederiksen, der skal stå for satsningen på at blive den toneangivende headhunter inden for finanssektoren.

En ny bank ser dagens lys i Danmark; det er den Luxembourg-ejede KBL European, som fra København vil servicere formuende kunder i Danmark og resten af Norden.

Og så ser vi nærmere på den ombejlede virksomhed Caljan, der i al ubemærkethed er blevet solgt til en svensk opkøber for et beløb, der fik de fleste andre bejlere til at få morgenkaffen galt i halsen.

I denne uge har vi også haft fokus på udviklingen i den danske økonomi, hvor stadig mørkere skyer samler sig i horisonten. Det viser i hvert fald en undersøgelse fra FSR, der får opbakning fra Dansk Erhverv og Dansk Industri. Læs også om børsnoteringen af NTG, der endte som en fiasko, og om pensionsbranchen, der vil have sat en stopper for mæglernes lukrative bijob.

På kultursiderne skriver vi om en højaktuel kunstner med stort investeringspotentiale samt om en bog med gode råd til at opbygge sunde mentornetværksrelationer.

 

God læselyst!