bcc2

Leder

Velkommen til InsideBusiness #34

En legendarisk virksomhed med en farverig historie om opgør mellem ejendomsspekulanter og banker under finanskrisen kommer nu igen til salg. Læs også om spændinger i banksektoren i takt med hård opkøbsbølge, om hovedjagt i konsulentbranchen og om et mæglerhus, der henter profil og går til angreb på firmapensionsmarkedet

Bella Center er blevet et symbol på opgøret mellem banker og ejendomsinvestorer. Men en enkelt sejlivet ejendomsinvestor overlevede som mindre aktionær og kan nu se frem til en stor gevinst, eftersom Bella Center igen er blevet sat til salg. Vi går bag om den spegede sag.

Dernæst handler det om bankerne, hvor de hyggelige stunder på tværs af sektoren er kommet under pres, efter at fjendtlige opkøb fylder stadig mere på agendaen. Vi udpeger de næste mål for en konsolideringsbølge i bankerne.

Vi ser også på mæglerhuset APC, der igen rører på sig, idet man har hyret en af landets skrappe pensionsdirektører til at udrulle en stor satsning på firmapensionsmarkedet. Kan man få held på dette marked, som man har fået det på privatmarkedet?

Samtidig står en af konsulentbranchens vækstkometer, Prokura, over for den største ledelsesmæssige omvæltning i selskabets historie. Konsulenthusets topchef, stifter og storaktionær forlader selskabet og overdrager alt til partnergruppen. Vi ser nærmere på konsulentbranchen, hvor en række toneangivende aktører skifter topchef i disse dage.

Vi har også en kommentar fra EY, hvor partner Claus Andersen skriver om vigtigheden ved at beskytte virksomhedens it.

I denne uge har det også handlet om forsikringsbranchen, hvor vi nu ser, at den hårde konkurrence tærer så meget på selskaberne, at det går ud over reserverne. Vi har også en artikel om Morgan Stanleys ekspansion i Danmark, og imageudfordrede BankNordiks Árni Ellefsen er denne uges insider.

Denne uges kultur er en anmeldelse af bogen ’Radical Markets: Uprooting Capitalism and Democracy for a Just Society’, der får ros med på vejen af anmelder Joachim Sperling.

 

God læselyst!

 

InsideBusiness-teamet