Deloitte

Leder

Velkommen til InsideBusiness #40

Revisionsbranchen står ved en historisk skillevej, idet to store revisionsspillere vil stoppe med at rådgive de børsnoterede virksomheder, de også er revisorer for. Det er tophistorien i denne uges InsideBusiness – hvor vi også ser nærmere på behovet for en ny stor reform på pensionsområdet, på for lempelige lånevilkår for kapitalfonde og på et opgør om ejerskabet af Danicas svenske forretning.

Det er en opsigtsvækkende udmelding, der kommer fra KPMG og Deloitte, som i Storbritannien vil stoppe med at rådgive de børsvirksomheder, de samtidig er revisorer for. Det kan få konsekvenser for hele branchen – også i Danmark. Vi ser på den indbyggede interessekonflikt, som også præger de store danske revisionshuse.

Og så handler det om en storstilet simplificeringsreform af pensionsområdet, som der i den grad er behov for, hvis man spørger PFA’s topchef, Allan Polack. For uden gennemskuelighed bliver det svært at få danskere til at indbetale tilstrækkeligt til deres pensioner. Branchen er bekymret ved tanken om et nyt og langstrakt politisk slagsmål, mens erhvervsminister Rasmus Jarlov er overraskende positiv.

Vi har også fokus på lånevilkår til kapitalfonde og virksomheder. Nordea-direktør Frank Vang-Jensen frygter, at de har været for lempelige – og det kan udløse kredittab i bankerne ved et tilbageslag i økonomierne.

Danicas frasalg udløser budkrig

Danica Pension vil sælge sin svenske forretning, og nu har både kapitalfondene Altor og Polaris meldt sig på banen som købere. I kulissen lurer også pensionsselskabet Nordli, der er stiftet af to tidligere Goldman Sachs-folk, og som har akut behov for mere aktivitet i forretningen.

Denne uges politiske kommentar kommer fra Thomas Juul-Dam, der bl.a. skriver om Alternativets politiske selvmordstrang.

Vi har også haft fokus på dankortets fremtid i denne uge – med et nyt tiltag om saldokontrol håber detailhandlen og Nets at sikre nationalkortets fremtid. Men hvem skal betale for den udvikling til datacentralerne, som Visa og Mastercard allerede har på plads?

Det handler tillige om Danske Banks nye formand, Karsten Dybvad, og hans vej til den attraktive toppost, ligesom vi skriver om det succesfulde konsulenthus Red Associates og om et guldæg inden for tandlægeindustrien, der søger en kapitalstærk partner.

I denne uges kultur anmelder Axcelfutures Joachim Sperling bogen ’Lottosamfundet’ om temaer som borgerløn og et liv i en verden, der for længst burde have sagt farvel til industrisamfundet.

God læselyst!