Branch-Danske-Bank-High-Res

Leder

Velkommen til InsideBusiness #43

Kun de færreste af landets bankdirektører ville kunne få jobbet, hvis deres gamle cv’er skulle bruges til at søge samme job igen, viser IndeBusiness’ kortlægning. Vi ser også på upopulære, men konkurrencedygtige nye spillere inden for firmapensioner, på pensionskassers formodede tab på Nykredit og på en kontroversiel kapitalfond, der øjner milliardsalg 

Det er en finmasket si, der er blevet lagt ned over muligheden for at blive bankdirektør, efter at Danske Banks topchefkandidat blev hældt ned ad brættet hos Finanstilsynet. Vi ser på de nye regelsæt og mulighederne for, at landets nuværende bankdirektører kunne få deres job igen. Resultaterne er overraskende negative.

Så handler det om Sampension og PKA’s indtog på firmapensionsmarkedet. Det er bestemt ikke noget, der falder i alles smag. Og ifølge PFA-topchef Allan Polack ville det være naturligt, at for eksempel PFA fik mulighed for at byde på Sampensions øvrige arbejdsmarkedskunder. PFA skal dog ikke klage for tiden, da man netop har genvundet kæmpeudbuddet om Salling Group.

Træls er det til gengæld for de pensionsselskaber, der har købt sig ind i Nykredit. For nu står de til tab, forbi aktiemarkedet har straffet bankerne hårdt med markante kurstab.

Vi går også tæt på kapitalfonden Procuritas, der må siges at være en kontroversiel størrelse på det danske marked. Den svenske fond solgte sidste år Gram Equipment til FSN Capital, men kort efter kollapsede selskabet totalt. Nu vil den svenske fond igen sælge en dansk industrivirksomhed. Men tør nogen overhovedet købe noget af de svenske købmænd?

Denne uges kommentator ved alt om Københavns boomende turismeindustri, som det går hurtigt fremad for, blandt andet takket være gode transportforhold til hovedstaden.

I denne uge har vi også haft fokus på de kapitalfondsejede virksomheder, som står til at give bankerne kredittab. For paradoksalt nok sker der brud på bankernes covenants vedrørende lån til kapitalfondene, selv om konjunkturerne har det godt. Morten Johnsen finder bankernes sorte får blandt kapitalfondenes opkøb.

Og så er der ved at gå politik i investering. I hvert fald hvad angår PBU, MP Pension og PenSam, der alle skruer op for en næsten aktivistisk linje overfor de virksomheder, de investerer i.

I denne uges kulturdækning har vi gravet os ned i investeringsperspektiverne i kunst. Simon Lund Christiansen har sammen med auktionshuset Bruun Rasmussen fundet de dyreste nulevende danske kunsterne. Er det tid til at købe op?

Vi har også en anmeldelse af bogen ’Ledelse i virkeligheden’, der giver rigtig meget god viden videre til læserne og inkasserer flotte fem af seks stjerner.

 

God læselyst

InsideBusiness-teamet