Advokathuset Bruun Hjejle har længe været præget af intern uro, og det udnytter rivalen Plesner nu til at støvsuge en hel afdeling for folk inden for fund formation-området. Medarbejderne følger i kølvandet på to profiler, der før jul ligeledes skiftede til Plesner, og med sig tager de en af advokathusets vigtigste kunder.
Dernæst handler det om de spændende skift i direktions- og bestyrelseslokalerne i de største virksomheder i år. Den erfarne erhvervskommentator Jens Chr. Hansen gennemgår de mest prominente udskiftninger og går tæt Danmarks nye bestyrelseskonge og på Finanstilsynets fejlslagne forsøg på at finde dygtigere folk til bankbestyrelserne.
På pensionsområdet sætter vi i denne uge fokus på en omstridt storkundeaftale, der er den første med potentielt flere tusinde ansatte, som unbundles. Det vil sige, at forsikringsordningerne leveres af en leverandør og investeringsdelen af andre i modsætning til det udskældte nuværende system, hvor forsikringerne typisk sælges med underskud, der tjenes ind på investeringsdelen.
Vi dækker også den seneste udvikling hos EY’s strategihus, EY Parthenon, der på ganske få år har indtaget en ganske synlig position i det danske M&A-marked. Nu skal styrkepositionen udbygges og en ny offensiv sættes ind over for ikoniske danske virksomheder.
Aktiecirkus eller globale ubalancer?
I denne uge har vi også en kommentar fra Formueplejes Otto Friedrichsen, som analyserer den spændende udvikling på aktiemarkedet, hvor short-selling og heftig spekulation i primært GameStop-aktien har sat investeringsafdelingerne og privatinvestorerne på den anden ende.
Læs tillige om de store udfordringer for det norske forsikringsselskab Protector, der taber stort i Danmark, hvad der skal til for at bryde Nykredits stadig større dominans på realkreditlån, og hvorfor statens storinvestor Dansk Vækstkapital stædigt fastholder sit fokus på de lokale kapitalfonde trods et haltende afkast.
Og så går Morten Johnsen igen kritisk til et selskab på First North-børsen, Valuer, der gjorde sin entré på First North i denne uge og faldt med næsten 20 procent på sin første børsdag.
På kultursiderne anmelder Daniel Omann Gru en bog, der klarlægger, hvordan man sætter den rigtige pris på sit produkt – og hvorfor der aldrig er tilbud på for eksempel en Porsche.





