2.2 Kapitalforvalteren Formuepleje, der har hovedsæde i Århus, tjener styrtende på sit afkasthonorar. Ikke mindst efter 2019, hvor aktierne satte adskillige nye rekorder.

Leder

Velkommen til InsideBusiness #8

Kritikken hagler ned over investeringsforeningen Formuepleje, der høvler millioner ind med en kontroversiel omkostningsmodel, der deler branchen. Læs også om udfordringer for Lego-fonden Kirkbi, om problemer for Axcel og om forsikringsmæglerne, der nu advarer mod Trygs omdiskuterede prismodel.

Det er sjældent, at der er storm i den ret fredelige investeringsfondsbranche, men Formuepleje har bragt sindene i kog ved at flage med den måde, den trækker penge ud af kunderne på. Forretningsmodellen indebærer nemlig, at investeringsfolkene får mere i posen, uanset om de er gode til at investere eller ej. Men den prisstruktur er bestemt ikke populær blandt konkurrenterne.

Vi går også tæt på kapitalfonden Axcels investering i Nissens. En virksomhed, som fonden og formand Christian Frigast havde jagtet i årevis. Men tre år efter at Axcel overtog nøglerne, er Horsens-virksomheden ramt af udfordringer på flere fronter.

Vi ser også nærmere på Lego-pengetanken Kirkbi, der har brændt fingrene på større investeringer i en række danske virksomheder. Alt imens kurserne styrtdykker, ser Kirkbi passivt til, men bør en så magtfuld investor ikke være mere synlig?

Dernæst fortsætter vi afdækningen af et af de kritiske områder indenfor skadesforsikring. Nu går forsikringsmæglerne nemlig også ind i debatten om heftige prisstigninger, som Tryg og Gjensidige har gjort sig til talsmænd for, med en advarsel til de to selskaber på erhvervsområdet. I forvejen er Tryg rykket i defensiven, efter at en intern whistleblower er gået til Forbrugerombudsmanden med sin bekymring over koncernens prismodel.

Læs også om Bains overtagelse af Qvartz og om PFA, der igen må droppe sin formandsjagt, så Torben Dalby må blive på posten et år endnu.

På kultursiderne anmelder vi en bog, der giver gode råd til mandlige chefer, der også har deres udfordringer.