Michael Kaa

Leder

Velkommen til InsideBusiness #9

Den genopstandne ejendomsmatador Michael Kaa Andersen er igen kommet i problemer, efter at han gennem årene har investeret tungt i hoteller og opbygget en milliardportefølje. Læs også om det fejlslagne projekt om pensionsbranchens lån til landbruget, om udfordringer ved eventuelt salg af Topdanmark Liv og om KPMG, der nu hvirvles ind i omstridt forsikringskonkurs.

Den danske ejendomsmatador Michael Kaa Andersen blev hårdt ramt under finanskrisen og har brugt mange år på at kæmpe sig tilbage. Nu rammes den flittige investor imidlertid hårdt af covid-19, idet han gennem årene har opbygget en betragtelig portefølje af hoteller, blandt andet med hjælp fra Ringkjøbing Landbobank. Vi stiller skarpt på den genopstandne ejendomsinvestor og hans udfordringer.

Dernæst handler det om en omstridt statslige fond, der blev sat i søen for at investere i landbruget. Men fonden har været en fiasko for både staten og de pensionskasser, der satte penge på højkant, og rejser igen spørgsmålet, hvorvidt pensionskasserne bør bruge kundernes penge til at tilfredsstille politiske hensyn.

Og så handler det igen om et muligt salg af Topdanmark Liv. Peter Nyholm går i Redaktørens Analyse tæt på udfordringerne, hvis det rent faktisk lykkes at finde en køber til det uønskede livsforsikringsselskab denne gang, og hvilken betydning det kan få for pensionsbranchen og ikke mindst et særligt mæglerhus.

I denne uge kunne InsideBusiness også løfte sløret for, at KPMG bliver sagsøgt for et trecifret millionbeløb som en del af konkursen i Alpha Insurance.

Læs også partner i Valcon Poul Skadhedes bidrag til debatten om manglende diversitet i toppen af dansk erhvervsliv, og om kapitalforvalterne, som trods corona har kronede dage, mens sultne kapitalfonde ånder dem i nakken. Vi går desuden tæt på ATP, der på én gang rapporterer tårnhøje afkast, mens det er uhyre svært for pensioneret pensionsekspert at finde disse afkast i eget depot.

På M&A-siden ser vi nærmere på Axcels prestigefulde investering i Nissens, ligesom du kan læse om kapitalfonden BlackFins køb af Fokus Asset Management.

På kultursiderne anmelder vi den nye bog om Lars Seier, som på én gang er underholdende og lidt tandløs.

 

God læselyst!

 

InsideBusiness-teamet.