Dagslysingeniørerne

Kultur

Velux åbner vinduet

Den historiske bog om Velux, ’Dagslysingeniørerne’, får et fint skudsmål med på vejen af vores anmelder. Bogen behandler en af landets største erhvervssucceser, som ellers foretrækker at leve i skjul.

’Dagslysingeniørerne’ af Kristoffer Jensen bliver aldrig en bestseller. Og det er egentlig synd. Det skyldes, at vi har at gøre med en afart af ledelsesbøger som kræver sit for at vække opsigt: de historiske.

Det kan lade sig gøre. For få år siden forfattede Niels Lunde den fremragende ’Miraklet i LEGO’. Men den bog er også nærmest sat op som et klassisk eventyr med daværende CEO Jørgen Vig Knudstorp som ridderen på den hvide hest, som måtte så grueligt meget igennem, inden han kunne få det halve kongerige – for en stund. I samme kategori finder man også den særdeles velskrevne ’Bedraget – sagen om Nordisk Fjer’ af Charlotte Langkilde, hvor linsen er rettet mod magtmennesket og forføreren Johannes Petersen.

De storsælgende ledelsesbøger i den historiske kategori fokuserer enten intenst på store konflikter og/eller store personligheder. ’Dagslysingeniørerne’ har nærmest intet af dette. Og det med god grund.

Boganmeldelse

Titel: Dagslysingeniørerne – VKR Gruppen 1970-2010
Af: Kristoffer Jensen
Forlag: Gyldendal
Sprog: Dansk
Sideantal: 463
Pris: 399 kroner
ISBN13: 9788702297041
4 af 6 stjerner

En historiker lufter ud

Opdragsgiver er VKR Holding – i folkemunde Velux-koncernen – der har bedt historiker og museumsleder Kristoffer Jensen om at forfatte en beretning om koncernens historie i perioden 1970-2010. Netop i den periode besad stifterens ældste søn, Lars Kann-Rasmussen, blandt andre den afgørende position som formand for VKR Holding.

Som forsker er det en udfordrende, men også afgørende disciplin at kunne forholde sig uvildigt, når opdragsgiver både leverer grundlaget og skal ’godkende’ slutproduktet.

Velux-koncernen har altid holdt kortene tæt til kroppen. I frygt for at vaske sit gamle undertøj i offentlighed kunne man tro, at VKR Holding derfor havde gennemlæst manuskriptet med en rød pen i hånden. Det lader dog ikke til at være tilfældet. Kristoffer Jensens fortælling fremstår særdeles omfattende og velfunderet – og er skarp nok i mælet, når det er begrundet.

Når der alligevel ingen kioskbaskere er i bogen, skyldes det i høj grad Velux-koncernens kultur, der blandt andet tager udgangspunkt i mønsterværdige dyder. Her er ingen unødig store armbevægelser, ekstravagance eller flamboyante topledere, men fokus på flid og ordentlighed.

Firma, fonde og familie

Historien om VKR Holding og Lars Kann-Rasmussen er et langt stykke hen ad vejen en fortælling om en unik dansk industriel succeshistorie, der baserer sig på en dygtig balancegang mellem firma, fonde og familie. Samtidig foregår fortællingen over en så lang årrække, at den bliver et spejl på udvikling i samfundet – i særdeleshed i forhold til de politiske beslutninger, der over tid kraftigt har præget rammerne for både denne og andre virksomheders udvikling. Alene af den grund burde bogen være på christiansborgspolitikernes pensumliste.

Bogen er klart anbefalelsesværdig for dem, der ønsker et indgående portræt af en danske succesfuld virksomhed og familieejerskab. Søger man hurtig underholdning og sveddryppende spænding, går man forgæves.

Af Olav Vorup – head of people skills, Maersk Training A/S

LÆS OGSÅ

Sådan bliver du en superiværksætter

En virkelig brugbar bog om stresshåndtering

Lær at markedsføre som Elon Musk

Ledelsesteori overført til forældre: Genial tilgang til optimering af familielykke

Sådan leder du med inspiration fra de bedste

Innovationen rykker væk fra Silicon Valley

Blandet anmeldelse af Pikketys digre værk

Teknologiske fremskridt er ikke forbandede

Dræber tavsheden og kulturen virksomhedens nye strategi?