forfraweb

Lifestyle

Vi prøver ny Audi Q8 – skal du købe den?

Det tyske prestigemærke fortsætter sit opgør med årtiers designfilosofi. Nu gælder det suv’erne i form af den nye Q8, der er potent og barsk at se på. Samtidig er bilen åbenlyst mindre praktisk end lillebror Q7, der sjovt nok er væsentlig større. Skal du købe en Q8 alligevel?

Det handler først og fremmest om looks, da Audi præsenterer den nye Q8 for en lille skare af inviterede danske journalister. For Q8 er ikke en praktisk bil i den forstand. Det er bil, du skal købe, fordi den ser godt ud. Og hold lige fast i den tanke. For den nye ansigtsmaske på den nye Q8 kommer til at danne skole for hele Audis modelprogram, herunder den nye Audi Q3.

Og den ser faktisk hamrende godt ud. Der er dunkel batmobil over den laaange forende med de smalle lygter og den store og truende mørke Audi-mund. Væk er desuden den gumpede bagdel fra Q7, der mest ligner en forvokset stationcar og ikke en luksus-suv med en startpris på 1,15 mio. kr.

Kort sagt: Audi Q8

Køb den, hvis du er vild med designet og kan lide en sportslig suv pakket med avanceret Audi-teknik. Vil du have en praktisk firehjulstrækker med plads til syv, så køb noget andet, f.eks. den gamle Q7, der fortsætter i produktion.

Til sammenligning koster Q8 med samme 3,0-liters TDI-motor med 286 hestekræfter 1,3 mio. kr., selv om den er 6 cm kortere og 4 cm lavere og derfor betydelig mindre rummelig end Q7 – og ikke kan fås med syv sæder som ‘lillebror’. Igen har en mere rap bagende en del af skylden for mindre plads.

Kabinen er rigtig Audi-lækker. Men overvej læder på instrumentbordet. Det løfter Q8.

 

Så fedt design koster altså hos Audi, og Q8 skal mest af alt ses som en slags sporty firehjulstrækker i stil med BMW X6 eller Mercedes GLE, så segmentet er en smule specielt. Målgruppen er dem, der gerne vil have en stor firehjulstrækker, men også gerne vil have en sportscoupélignende bil.

Det gode ved Q8 er, at den trods alt ikke forsøger at ligne en coupé. Men alligevel er det lykkedes at give modellen et potent look takket være en sort bræmme på bagenden hentet fra den berømte Audi Ur-Quattro fra 80’erne. Så målt på designet er Q8 bestemt bestået.

Høj lækkerhedsfaktor

I interiøret er oplevelsen også fed på en rigtig Audi-agtig facon. Det vil sige en lækkerhedsfaktor, der næsten ikke matches af andre premiummærker i klassen. Det gælder også bilens to skærme, som Audi er meget stolt af. Den nederste bruges til at betjene klimaanlægget med mere, mens den øverste rummer navigation og en lang række funktioner såsom valg af undervogn og komfort. Ved første øjekast savner man måske en forkromet drejeknap eller to som i gamle dage. Men mon ikke du vænner dig til det digitale univers.

En Audi som Q8 er en bil for folk, der betaler ekstra for design og luksus. Hører du til den kategori, så gør dig selv den tjeneste at tilkøbe den store læderpakke med skind på instrumentbordet. Det ser bare godt ud – og løfter bilens look ud over Audis normale interiør med blød lækker plastik, som dog stadig kun er plastik.

Q8 skal konkurrere med designmæssigt lækre modeller fra Mercedes og BMW.

 

Det er også i bilens skærme, man finder muligheden for at skifte mellem bilens forskellige køreprogrammer. Jeg vælger først Dynamic, for nu er der jo tale om en bil, der henvender sig til det køreglade publikum. Motoren til pressemødet er den 3,0-liters diesel med 286 hk, som på moderne Audi-sprog hedder 50 TDI Quattro. Det med motorstørrelser er stort set forsvundet under hensyntagen til en fremtid, hvor elbiler, benzin og hybrid i stigende grad blander tingene sammen.

Rent teknisk: Audi Q8 50 TDI

Motortype                                    V6 dieselmotor

Slagvolumen                                2.967 cm3

Ydelse                                           286 hk v. 3.500-4.000 omdr./min.

Maks. drejningsmoment          600 Nm v. 2.250 – 3.250 omdr./min.

Trækprincip                                Quattro (permanent firehjulstræk)

Gearkasse                                    8-trins tiptronic

Elektrisk system                         48 volts mild hybrid system

Tophastighed                              245 km/t

Acceleration 0-100 km/t.         6,3 sek.

Brændstofforbrug                     15,2 km/l v. bl. kørsel

Pris: 1.304.012 kr.

I praksis gør den store dieselmotor ikke megen væsen af sig. Den er hurtig, 0-100 kilometer på 6,3 sekunder, og man hører ikke meget dieselbulder. Køreegenskaberne er også i top uden at være specielt sportslige. Dog fås Q8 med firehjulsstyring som ekstraudstyr. Netop dette fungerer fænomenalt i den nye A6, så det er bestemt værd at overveje, hvis man også vil bruge sin sports-suv til andet end at trække tunge ting og se smart ud i bybilledet.

Alt i alt er Q8 bestemt en vellykket nyskabelse for Audi, der har manglet en rap suv i den store klasse, der matcher de smarteste fra Land Rover, Porsche, Alfa Romeo og naturligvis BMW og Mercedes. Søger du omvendt en suv efter den gamle skole ud fra et ønske om masser af plads, f.eks. syv sæder, der kan købes til Q7, så bør du gå et andet sted hen. Q8 er først og fremmest for the looks.

Læs mere

Farvel til kedelig direktionsbil. Vi prøver ny Audi A6

Vi tager til eksklusiv bilauktion. Kan du gøre en super handel?

Her er de biler, der stiger mest i pris

Følg med på biljagt i Tyskland

Vi jagter investeringsbil på tysk bilmekka

Er verden af lave med Porsche 911?

På pilgrimsrejse med James Bonds tyske luksuslimousine

Her kan du tjene penge på Porsche 911