Vikings

Kultur

Vikinger på ledelsestogt: tur – retur

Man kan ikke påstå, at vikingerne i deres levetid havde det bedste ry og rygte uden for Skandinaviens grænser. Nu har en tusindårig – mere eller mindre bevidst – rebrandingkampagne positioneret vikingerne i et helt nyt og mere positivt lys på den internationale scene.

Hvor de før var kendt for at plyndre, voldtage og slå ihjel – og dygtige købmænd, bevares – hyldes de i dag for deres kløgt, mod og værdier. Hollywood Blockbusters, HBO-serier, utallige udstillinger på de bedste museer og coffee table books har både understøttet og draget fordel af vikingernes nye heltestatus.

Man kan derfor sagtens italesætte vikingerne som zeitgeist, hvilket forfatterne til bogen ’Return of the Vikings – Nordic Leadership in Times of Extreme Change’ da også ordret gør.

Målet med bogen har ifølge forfatterne været et ønske om at skrive en inspirerende bog om, hvordan nordisk ledelse har sine rødder i dyder fra vikingetidens æra.

Return of the Vikings – Nordic Leadership in Times of Extreme Change

Af: Chris Shern og Henrik Jeberg
Forlag: Dansk Psykologisk Forlag
Sprog: Engelsk
Sideantal: 256
Pris: 249 kroner
ISBN: 9788771585865

3 stjerner

Bogen er bygget op omkring 9 dyder, der er hentet fra ’Ældre Edda’, en digtsamling fra nordisk mytologi, og perspektiverer dem med udgangspunkt i en lang række interview med nuværende og tidligere topledere, heriblandt Anders Fogh Rasmussen og Vagn Sørensen.

Ydermere bidrager forfatterne selv med egne erfaringer som henholdsvis danskfødt topleder bosiddende i USA og amerikanskfødt topleder og rådgiver bosiddende i Danmark.

En kølig cocktail

Godt ’shaket’ af en ghostwriter er der her lagt op til en inspirerende ledelsescocktail med et nordisk tvist, der burde glide let ned i sommervarmen. Desværre er det, som om bogen aldrig kommer til sin ønskede forløsning.

Den indeholder mange vigtige perspektiver på ledelse og mange relevante beretninger (blandt fra SAS-ulykken i Linate lufthavn i 2001).

Men man savner i bogen en klar redegørelse for, hvilken berettigelse vikingerne reelt har. Forfatterne har valgt at ’hugge’ de mange interview i stykker og bruge dem rundtomkring på citatlignende vis. Om for eksempel den tidligere SAS-direktør Jørgen Lindegaard bag sit pæne ydre gemmer på en langskægget viking, kommer således aldrig frem.

Det bliver heller ikke tydeligt for læseren, om Lindegaard og de andre interviewede topledere reelt har baseret deres ledelsesstil på nedarvede vikingedyder eller i bund og grund ’bare’ har været dygtige ledere og mennesker med hjertet på rette sted?

Bogens mange gode hensigter og pointer drukner i en oplevelse af, at vikingerne netop er zeitgeist, som man lægger sig i slipstrømmen af.

Det havde tjent bogen bedre, om forfatterne havde haft vikingernes mod og havde strammet pointer og interview op, var kommet med skarpe og konkrete anbefalinger og måske endda havde fortrængt vikingerne fra bogen!

Af Olav Vorup Jensen, Chief Consultant, Maersk Training A/S