;
Fitness world web

Inside story

Voldsomt vokseværk i kapitalfond

Norske FSN Capital henter nu over 13 milliarder kroner og fordobler omtrent sin størrelse. Trods vokseværket og udskiftning af dansk nøglepartner tror fondens danske hold på, at man kan levere et afkast, der kan matche branchens bedste. Fondens absolut største danske støtte har dog meldt fra denne gang.

Efter et noget langstrakt forløb kan norske FSN Capital nu smække kassen i og sætte to streger under sin sjette fond, der får et samlet tilsagn på lidt over 13 milliarder kroner.

I forhold til FSN’s forrige fond fra 2016 er der tale om knap en fordobling af det samlede tilsagn fra investorer, og dermed sætter kapitalfonden en tyk streg under ambitionerne om at blande sig med de førende nordiske aktører.

Den norske kapitalfond har takket være en række forrygende danske frasalg sikret investorerne i FSN’s fjerde fond fra 2013 et årligt afkast på lidt over 25 procent, ligesom investorernes penge i perioden er blevet mere end fordoblet.

Det placerer netop den fond blandt de absolut bedste i Norden, og det har derfor vakt en vis undren i branchen over, at det skulle tage så forholdsvis lang tid for FSN at rejse sin sjette fond.

En stor del heraf kan tilskrives, at FSN’s pengejagt blev skudt i gang i begyndelsen af 2020, hvor man kort efter ramt af covid-19. Pandemien gjorde det pludselig umuligt at rejse og mødes fysisk, og det gjorde det mere end vanskeligt for tunge investorer både i Norden og globalt at give tilsagn til kapitalfondene.

Ikke desto mindre er FSN Capitals danske chef, Lars Denkov, der for nylig har overtaget styringen efter fondens mangeårige danske leder, Thomas Broe-Andersen, tilfreds med forløbet.

”Vores fundraising er blevet forlænget med omkring seks måneder. Vi indledte arbejdet i begyndelsen af 2020, hvor vi oplevede rigtig fin efterspørgsel og hurtigt fik rejst omkring halvdelen af fonden. Så kom pandemien og medførte lukninger overalt i verden, hvilket naturligt nok fik mange investorer til at holde igen med tilsagn. Vi oplevede dog efterfølgende rigtig fin opbakning både fra eksisterende og nye investorer, hvor mange ikke engang har haft mulighed for at møde os fysisk,” siger han.

At FSN nu øger sin fondsstørrelse ganske markant, er naturligt nok noget, som mange investorer har bemærket. At en kapitalfond pludselig fordobler sin størrelse, er altid noget, investorerne vil slå ned på. Potentielt udgør det nemlig en risiko, da et hidsigt vokseværk kan medføre, at en fond pludselig skal investere i større virksomheder end tidligere. Og samtidig rejser det tvivl om, hvorvidt organisationen bag kan følge med.

”Det er helt væsentligt, at selv om vores nye fond bliver noget større, så ændrer vores fundamentale strategi sig ikke. Vi har de senere år udvidet fra kun at investere i Norden til DACH-regionen. Dermed er vores jagtmark udvidet, og vi har ansat flere medarbejdere, så vi kan håndtere flere investeringer. Men der sker ingen dramatisk ændring på størrelsen af de selskaber, vi gerne vil investere i,” siger Lars Denkov.

<strong>FSN Capitals danske investeringer</strong>

Herunder ses FSN Capitals nuværende og tidligere investeringer i Danmark.

Obton (2020-)
Impreg (2019-)
Gram Equipment (2018-)
EET (2015-)
Skamol (2013-)
Fitness World (2015-20)
Netcompany (2016-19)
Lagkagehuset (2008-15)
Huscompagniet (2011-15)
Jamo (2001-2004)

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness valgte FSN Capitals danske frontfigur, Thomas Broe-Andersen, for nylig at trappe ned og overlade ansvaret for fremtidige investeringer til andre.

Hans exit blev naturligt nok bemærket af mange investorer, idet den tidligere Morgan Stanley-mand havde været en del af FSN stort set siden etableringen og samtidig havde stået bag en række af fondens mest succesfulde investeringer, herunder Netcompany, Lagkagehuset og Huscompagniet.

”I mine øjne er det ikke noget problem, at der er foretaget enkelte udskiftninger på vores kontorer, og vi har i forbindelse med vores fundraising fået indtryk af, at investorerne heller ikke ser noget problem i det. Vores udgangspunkt har altid været, at investeringer foretages af et team, der står bag sourcing, investering, værdiudvikling og exits, og det team er stadig intakt i vores seniorteam i dag,” lyder det fra Lars Denkov.

InsideBusiness erfarer dog fra flere danske investorer, at netop generationsskiftet på FSN’s danske hjørnekontor har været et centralt tema og også været medvirkende til, at enkelte har takket nej.

Blandt dem, der har vendt tommelfingeren nedad, er kapitalfondens ellers mest trofaste danske investor, Danica Pension, der historisk har investeret flittigt i både FSN’s fonde og direkte i selskaber som Netcompany og Skamol.

Blandt kapitalfonde giver udskiftninger af mangeårige nøglepartnere typisk anledning til store udfordringer. Det har blandt andre Nordic Capital og danske Axcel mærket på egen krop, og en stor dansk investor peger da også netop på Thomas Broe-Andersens exit som en afgørende faktor for, at man ikke valgte at bakke op med kapital.

”Vi kan sådan set godt lide FSN, og resultaterne har også været rigtig fine. Men som vi ser det, har meget af det været båret af det danske kontor, og derfor vil vi gerne lige vente og se, hvordan den nyeste fond klarer sig,” forklarer en investor.

Næste frasalg på vej

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness forventes FSN Capitals næste frasalg at blive it-distributøren EET, der efter en lidt udfordrende start for alvor har vundet momentum de senere år.

Mens EET er vokset eksplosivt i løbet af 2020, har FSN’s ældste nuværende danske investering, Skamol, haft en noget mere problematisk rejse. FSN har tidligere forsøgt at sælge virksomheden med hjælp fra DC Advisory, men den proces endte uden resultat.

Virksomheden har, stort set siden FSN overtog aktierne fra Polaris, kæmpet med at få gang i væksten, hvorfor både toplinje og indtjening stort set ikke har rykket sig, siden man overtog isoleringsproducenten i slutningen af 2021 for omkring en halv milliard kroner.

Også den relativt nye investering i iMPREG, der blev købt af BWB Partners, har fået en lidt vanskelig start, idet selskabet i foråret 2020 blev ramt af de globale nedlukninger. Ifølge koncernens seneste regnskab har ejerne dog fortsat tiltro til de generelle vækstbetingelser, da virksomheden ifølge dem befinder sig på et marked med voksende global efterspørgsel.

Katastrofeopkøb på rette kurs

Den norske kapitalfonds mest problematiske investering på dansk grund er dog uden tvivl Gram Equipment, der fremstiller produktionsudstyr til isindustrien.

Selskabet blev købt efter en noget speciel M&A-proces, hvor mange købere sprang fra, ligesom FSN selv undervejs trak i håndbremsen. I sidste ende blev man dog alligevel overbevist om, at regnskabstallene og de fremtidsudsigter, sælgeren Procuritas havde præsenteret fonden for, var tilpas solide, til at man opkøbte selskabet for knap 900 millioner kroner. Siden væltede skeletterne ud af skabet, og FSN Capital måtte flere gange skyde penge i virksomheden, der kort efter overtagelsen blev nedskrevet til nul.

En af de helt store udfordringer i investeringen var, at mange af de potentielt lukrative opgaver slet ikke var nær så rentable som først antaget, ligesom mange slet ikke var så langt fremme, som FSN havde fået indtryk af.

Et langt juridisk slagsmål har siden stået på, hvor den norske fond først blev tilkendt erstatning fra sit forsikringsselskab og siden gav en voldgiftret også FSN medhold i, at man var blevet snydt, hvorfor Procuritas blev dømt til at tilbagebetale over 600 millioner kroner.

Seneste regnskab fra Gram Equipment antyder dog, at virksomheden langt om længe er på rette vej med en omsætning på knap 700 millioner kroner og et EBITDA-resultat på knap 50 millioner kroner.

”Det har været vigtigt for os at vise både omverdenen og vores i alt 450 ansatte, at vi mener, at Gram har en fremtid. Med det seneste årsregnskab mener jeg, at vi har bevist det. Vi har været igennem en omfattende turnaround, som FSN har bakket trofast op om, hvor vi især har fokuseret på at få bedre styr på vores interne processer, herunder projektstyring,” siger direktør i Gram Equipment Tom Wrensted.

”Vi mener fortsat, at de fundamentale markedsbetingelser er gode, da efterspørgslen på fødevarer generelt vokser på globalt plan. Vi har i 2020 fået uventet rygstød af covid-19, men der vil sandsynligvis ske en normalisering den kommende tid. Det vigtigste er dog, at vi har skabt en fornuftig omsætning og konverteret den til sorte tal i overensstemmelse med den turnaroundplan, som vi har lagt,” forklarer Gram-direktøren.

 

Læs mere

Her er sommerens store M&A-handler

M&A-koryfæ er fortid i revisionsgigant

Markant tilbagegang i storbanks prestigeafdeling

Kapitalfond jagter lånemarked, som bankerne udelukkes fra

Sådan er afkastet i de danske kapitalfonde

Axcel på kollisionskurs med storbank

Axcel arbejder på største exit siden Pandora. GN har meldt sig som mulig køber

Kapitalfond og pensionskasser planlægger hemmeligt storudsalg