Lars Løkke Rasmussen er endnu en gang at finde på stemmesedlen ved et kommende folketingsvalg. Det står klart, efter at hans parti, Moderaterne, har indsamlet mere end de 20.182 vælgererklæringer, som er påkrævet, for at partiet kan blive opstillingsberettiget.
For Jakob Ellemann-Jensen (V), hvis fornøjelse ved at være formand for Venstre indtil videre har været på niveau med at få hevet en visdomstand ud uden bedøvelse, må det være svært at finde en grimasse, der kan passe: En tidligere statsminister og formand for Venstre, der bare ikke vil forsvinde, og som nu skal regnes med i den i forvejen helt uregerlige blå blok.
Dertil kommer et DF, der næsten er i opløsning og skal koncentrere sig om at holde sig fri af spærregrænsen, når først valget er udskrevet. Liberal Alliance og Kristendemokraterne, der skiftevis placerer sig under spærregrænsen og dermed risikerer at være stemmespild. Og Konservative, der ret dårligt skjuler deres begejstring ved midlertidigt at være blokkens største parti. For ikke at tale om Venstre selv, der åbenlyst er presset af interne skærmydsler og dårlige målinger samt udsigten til et rædselsfuldt valg til kommuner og regioner – for ikke at tale om Folketinget, når den tid kommer.
Indrømmet. Der er små tegn på, at blå blok – uden Løkke – kan samles. Senest har V og K fundet sammen i forhandlingerne om, hvordan landbruget skal bidrage til klimaet. Men der er lang vej endnu, til at man kan tale om en samlet blå blok.
Løkke er Løkke. Han vil i en valgkamp forsøge at stille sig midt imellem blokkene og hævde at være den voksne i lokalet. Trække hæmningsløst på sin åbenlyse større erfaring og til en vis grad kompetence sammenlignet med både Mette Frederiksen og Ellemann. Han vil prøve at være stemmen, der er optaget af løsninger og at tale blokkene sammen frem for i hver sin retning. Løkke vil være midten. Og det er der så oplagt et rum for.
Derfor vil Løkke givetvis også kunne trække stemmer over midten, hvilket taler til blå bloks fordel. Højreorienterede socialdemokratiske vælgere, der, forstå det hvem der kan, bliver lange i blikket over Frederiksens salvelsesfulde formaninger. Radikale vælgere, der, forstå det hvem der kan, har mistet troen på Radikale Venstre som et parti, der har overskud til andet end at håndtere sine egne dårlige sager. Og endelig vælgere, der er tvivlere, og som kan stemme på alt, men som i et valg typisk søger derhen, hvor musikken spiller.
Så er Løkke godt nyt for blå bloks vinderchancer? Nej. For Løkke er også kaos.
Løkke vil kynisk udnytte sit nyvundne rum på midten og spekulere i mest mulig opmærksomhed på den konto. Hvem peger han på som statsminister? Vil han kræve at komme med i en blå regering? Vil han kræve (bløde) indrømmelser på f.eks. udlændingeområdet? Vil han kunne arbejde sammen med Nye Borgerlige, hvis mandater han kategorisk afviste at basere sig på ved sidste folketingsvalg? Hvor ambitiøs er Løkke på den grønne omstilling? Hvem mener han skal betale for den? Hvor ivrigt vil han gå til værks, når det gælder udenlandsk arbejdskraft?
Alt sammen spørgsmål, hvor blå blok ikke ser ens på tingene, og hvor Løkke kan spekulere i den uenighed.
Mit bud er, at Løkke og Moderaterne samlet set vil bidrage til et endnu mere kaotisk billede af blå blok, muligvis endda bidrage til stemmespild, hvis LA og/eller Kristendemokraterne afgiver stemmer til Løkke og ikke selv kommer over spærregrænsen.
Så hvem står med størst fordel af, at Løkke genopstår? Ja, det må være Mette Frederiksen.
Kommentér dette blogindlæg herunder