Det skulle ellers være så godt – forbrødringen mellem velfærdssamfundets sande vogtere, på den ene side Socialdemokratiet og på den anden side Dansk Folkeparti. Endelig kunne S blive fri for de nævenyttige radikale og al deres snak om reformer, EU og menneskesyn. Og endelig havde DF nogle legekammerater, når det handlede om at forhindre skattelettelser, senere tilbagetrækning eller andre borgerlige ulykker fra den blå regering.
Først så det ud til, at alliancen var så ubetinget en fordel for Dansk Folkeparti. Partiet blev gjort til kongemager, og al samtale i dansk politik handlede om, hvem Kristian Thulesen Dahl ville gøre til statsminister. Mette Frederiksen? Lars Løkke Rasmussen? Måske sig selv? Alle partier var gjort til nyttige idioter i Dansk Folkepartis parlamentariske manøvrer.
Dernæst er det lykkedes regeringen at knytte DF tættere til sig efter en lang periode, hvor det var helt omsonst, om regeringen mente eller foreslog det ene eller det andet. Alle andre var ligeglade, også regeringens parlamentariske grundlag. Men nu ser det ud til, at regeringen får sin finanslov og nok også en skatteaftale sammen med et forlig om blandt andet forsvar. Det sker efter en nyligt indgået erhvervspakke, hvor det endda lykkedes regeringen at få Radikale med. Jo, det skal såmænd nok blive jul i det blå Danmark igen i år. DF har vist, hvem der har bukserne på. Og regeringen får lov at være regering.
Så kom vi på den anden side af kommunalvalget, hvor Dansk Folkeparti fik en dukkert, og S gik flot frem med flere borgmesterposter til følge. Nu så det pludselig ud til, at Socialdemokratiet havde mest ud af at stå tæt med Thulesen Dahls tropper. I hvert fald lod det til, at vælgerne ikke var i tvivl, når de skulle vælge. Måske har de tænkt, at når DF på forhånd havde sagt, at deres politikere sagtens kunne pege på en socialdemokrat som borgmester, ja, så kunne vælgerne vel også? Sådan ser det i hvert fald ud her mere end en uge efter valget.
Hvad er dermed konklusionen på den så omtalte, profilerede og ikke mindst gennemanalyserede alliance mellem DF og S her, hvor der formentlig er lidt mere end et år til et valg? Ikke mindst Socialdemokratiet har brugt ressourcer på at tale det nye ægteskab i dansk politik op. Dan Jørgensen brugte den vel mest slidte kliché i dansk politik, da han udråbte et ”værdifællesskab” mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Men er sandheden ikke, at alliancen synes mere og mere uanvendelig for begge partier? DF peger kategorisk på Lars Løkke Rasmussen ved næste valg. De kommer til at stå mere limet sammen med resten af blå blok fra nu af og resten af valgperioden, for ingen blå partier – heller ikke DF – kan leve med kaos, skænderier og åben krig, jo tættere vi kommer på et valg. Surt show for S, men den gik ikke. De må leve med en dysfunktionel rød koalition, hvor de indbyrdes relationer får forholdet mellem Batman og Jokeren til at ligne en hed romance.
Og Dansk Folkeparti? Ja, her kan det vise sig at have omkostninger at stå tæt på S. Vælgerne kvitterede i hvert fald ikke for det ved det netop overståede kommunalvalg. Og mon ikke man i toppen af folkepartiet gør sig overvejelser om, at den naturlige position er som et velfærds- og udlændingemæssigt korrektiv til resten af blå blok? Men at det alligevel netop er her, man hører hjemme.
Alliancen har nok tjent sit formål undervejs, men viste sig i det lange løb uperfekt.
Kommentér dette blogindlæg herunder