;

Både gode penge og onde penge i virksomhedshandler

Der er de senere år opstået et snævert skel mellem gode og onde penge, som ofte bliver en central del af en opkøbsproces, skriver Karsten Anker Petersen, Public Affairs chef i Primetime

Kasper Hjulmand, der er træner for fodboldlandsholdet for herrer, har det “skidt med” reklamer for spil. Det fortalte han offentligt i sommer og sagde i samme ombæring, at han gerne ser, at reklamer for spil bliver forbudt.

Det er selvsagt et legitimt synspunkt. Men det er også dumt, når man er frontperson for landsholdet, hvis hovedsponsor er en virksomhed, der lever af netop spil. Endda en statsejet virksomhed, der bidrager med provenu til statens husholdningskasse og bidrager til børn og unges foreningsaktiviteter over hele landet. DBU var da også hurtigt på banen og fik padlet den sag i land.

Men uanset hvad man mener om spil, så er Hjulmands pointe, at der er gode penge, og der er onde penge. Han er ikke imod, at virksomheder reklamerer. Der er bare nogle, der ikke må.

De onde, forstås.

I 2018 forsøgte Ørsted at sælge deres eldistributionsforretning, Radius, i en budrunde. Rationalet var, at det ikke var kerneforretning for Ørsted, og at et salg derfor kunne frigive kapital og ledelsesressourcer, der i stedet kunne allokeres til den langt mere profitable vindforretning.  En smal sag, vurderede man måske hos Ørsted. For uanset hvad en ny ejer af Radius havde af ønsker ift. prisstigninger mv., er reguleringen af sådan en forretning så stram, at man som ejer ikke kan gøre meget andet end at fortsætte som hidtil.

Indrømmet, Ørsted håndterede ikke just processen med politisk musikalitet, men deres rationale var ikke desto mindre forretningsmæssigt helt logisk. Ørsteds ledelse havde da også fuld opbakning fra virksomhedens største aktionær, Finansministeriet, der gjorde sig store anstrengelser for at holde potentielle købere fra eksempelvis Rusland, Kina og Saudi Arabien fra døren, samtidig med at man forsøgte at behandle potentielle købere fra den vestlige verden på ordentlig vis.

Danmark må ikke være en bananrepublik

Finansministeriet hader, når professionelle udenlandske investorer oplever Danmark som en bananrepublik.

Men anstrengelserne var som bekendt forgæves. SF torpederede salgsprocessen med et krav om, at Radius skulle sælges til et andelsejet selskab (læs: SEAS NVE, der var den eneste andelsejede byder i processen). Radius måtte ikke blive ejet af udenlandske virksomheder, uanset hvor seriøse og professionelle de måtte være. Bum. Så turde Socialdemokratiet heller ikke være med, og så døde den salgsproces.

Der er gode penge, og der er onde penge.

Man kan mene meget om spilreklamer. Og om udenlandske investeringer. Men man kommer ikke udenom, at der i dag lægges en politisk vurdering ned over virksomheders gøren og laden, i særdeleshed i forbindelse med store investeringer og opkøb. Det er derfor blevet reglen snarere end undtagelsen, at store fonde, internationale selskaber o. lign. ikke kun allierer sig med advokater og finansielle rådgivere, når de skal gennemføre investeringer og opkøb. De hyrer også kommunikationsrådgivere, der kan hjælpe dem med at håndtere potentielt kritiske røster og problematiske elementer i transaktionen.

Derfor er store transaktioner i dag lige så præget af at håndtere kritiske stakeholdere og mediesager for at minimere væsentlige risici i forbindelse med oftest meget bekostelige processer.

Det kan nemlig blive meget dyrt at blive opfattet, som om man kommer med onde penge.

Kommentér dette blogindlæg herunder