Her vil Kina udkonkurrere New York og Tokyo

I oktober indviede kineserne verdens længste bro fra Hongkong til Macau, og i september åbnede hurtigtoget mellem Hongkong og Guangzhou via Shenzhen. Bag byggeboomet ligger en ambition om at udkonkurrere San Fransisco, New York og Tokyo. BankInvest skriver om, hvordan man investerer i området Greater Bay Area, der er udset til rollen som Kinas vækstlokomotiv, version 2.0.

Der er ikke en krusning i kaffekoppen, mens vi bevæger os med 200 kilometer i timen i højhastighedstoget, der forbinder Hongkong med Guangzhou, Kinas tredjestørste byområde. Hong Kong Express Rail Link åbnede i september, og indgår sammen med verdens længste bro, den nyåbnede forbindelse mellem de tidligere kronkolonier Macau og Hongkong, i et effektivt infrastrukturelt netværk i Greater Bay Area – et område lidt større end Danmark, der foruden Hongkong og Macau tæller Guangdong-provinsens 9 millionbyer med tilsammen 70 millioner indbyggere.

Forenede kræfter

Guangdong-provinsen er Kinas industrielle vugge. Det er kun 40 år siden, at daværende præsident Deng Xiaoping slap markedskræfterne løs i det søvnige fiskerleje Shenzhen. I dag er Shenzhen Kinas teknologihovedstad – Huawei og Tencent har hovedsæder her – og er med 13 millioner indbyggere større end nabobyen og det finansielle forbillede, Hongkong.

Beijing-styrets plan for Greater Bay Area handler om at forene de forskellige områders styrker. Præsident Xi Jinping vil gerne have Hongkongs finansielle kraft og stærke lovgivning til at interagere bedre med Shenzhens innovative miljø og hele Guangdong-provinsens industrielle formåen.

Målet er, at Greater Bay Area skal byde San Francisco, Tokyo, New York og verdens øvrige kraftcentre for innovation og økonomisk styrke op til dans. Det skal ske gennem en stadig udbygning af infrastruktur med broer, motorveje, metrobyggeri og højhastighedstog. Deng Xiaoping skabte Fremstillingskina, og nu vil Xi Jinping bygge Innovationskina ovenpå.

Greater Bay Area omfatter et geografisk område centreret om Pearl Rivers udløb i Det Sydkinesiske Hav. Det er samtidig navnet på den kinesiske regerings plan for at integrere millionbyerne Macau, Zhuhai, Zhongshan, Jiangmen, Zhaoqing, Guangzhou, Foshan, Dongguan, Huizhou, Shenzhen og Hongkong i én stor økonomisk og forretningsmæssig enhed. Planen skal realiseres gennem løbende udbygning af områdets infrastruktur, som i forvejen er langt foran resten af Kina.

Kort over Greater Bay Area

Pearl River Delta-byernes indbyggertal sammenlignet med vestlige byer

I dag har denne kompakte region et bnp, der svarer til Sydkoreas.

Kilde: U.S. Census Bureau, Eurostat

Tre faktorer

Netop hjemkommet fra en rundrejse til Hongkong, Shenzhen, Guangzhou-Foshan og Macau tør vi godt konkludere, at planen er troværdig.

Eksekveringen af planen derimod vil afhænge af, i hvor stor udstrækning især tre faktorer lykkes for Kina:

  1. At parre Hongkongs penge og retssystem med regionens teknologiske og produktionsmæssige kapacitet
  2. At skabe flere private virksomheder, som nyder reel beskyttelse af IP-rettigheder
  3. At styre udvikling i den gigantiske ejendomssektor, så væksten ikke taber momentum

Set med kinesiske briller er den selvstyrende, tidligere engelske kronkoloni Hongkong en lidt egoistisk søster, som nyder mere, end hun yder. Det industrieventyr, som siden 1980’erne har udspillet sig i Hongkongs baghave, har gødet den økonomiske aktivitet i Hongkong med en af verdens travleste og mest moderne havne som omdrejningspunkt.

Hongkong er en international økonomi med et anerkendt juridisk system, et internationalt respekteret sted at drive business og med adgang til 5 af verdens 100 bedste universiteter.

Konservative Hongkong

Men Hongkongs indbyggere er også konservative og investerer hellere i fast ejendom end i teknologi. Hongkong har traditionelt været et sted, hvor man handler mod sikkerhed. Derfor kan det blive mere end svært for Xi Jinping at få den selvstyrende enklave til at gå helhjertet ind for planen om at slå sig investeringsmæssigt sammen med kineserne.

Den fodslæbende holdning kan blive en forhindring i at integrere Hongkong med de produktions- og teknologivirksomheder, som præger resten af Guangdong-provinsen. Det var her, kineserne begyndte masseproduktionen af billige plastikvarer i tvivlsom kvalitet til vestlige forbrugere.

Samarbejde var – og er – i højsædet, og det har med tiden udviklet effektive virksomhedsklynger, der i dag producerer langt mere avancerede kvalitetsprodukter.

Beskyttelse mod kopiering

Her ligger Xi Jinpings næste udfordring. For i takt med at kineserne skaber vækst gennem udvikling af mere avancerede produkter og serviceydelser med en stor grad af knowhow, stiger også kinesernes behov for at patentere og beskytte de intellektuelle rettigheder. Det vil sige det, som Hongkong ved noget om.

Mobiltelefongiganten Huawei hævder, at deres forskning- og udviklingsbudget nu er større end Apples. De skal nok klare sig, men for de mindre, private virksomheder, som Beijing-styret gerne så flere af, er der behov for et effektivt retssystem og en pålidelig beskyttelse af intellektuelle rettigheder (IPR), så de små ikke bliver kørt over.

Den beskyttelse findes ikke i dag, og mistilliden til retssikkerheden kommer også til udtryk på finansmarkedet. Det er ikke tilfældigt, at langt de fleste værdipapirer, der retter sig mod udenlandske investorer, udstedes under hongkonglov og ikke shanghailov.

Det kinesiske aktiemarked er uinteressant, det er ureguleret, spekulativt og præget af jævnlige bobler.

Muligheder på obligationsmarkedet

Mulighederne ligger til gengæld på obligationsmarkedet, især ejendomsselskaberne, der optager lån i dollars (USD). På grund af indenlandske lånebegrænsninger udsteder ejendomsselskaberne USD-obligationer i Hongkong, og provenuet kanaliseres tilbage i investeringer i den kinesiske byggesektor, som på godt ondt er omdrejningspunktet i den kinesiske økonomi.

I årene 2015-17 blev der solgt boliger for 37.000 milliarder kroner (mere end 17 gange Danmarks samlede bnp), heraf alene 17.000 milliarder kroner i de 40 største byer. Mængden af realkreditlån i Kina steg i samme periode ’kun’ med 12.000 milliarder kroner.

Kineserne sparer op, så der er ikke tale om en lånefinansieret boligboble som i USA op til finanskrisen.

En sikker investering

Byggeboomet har en særlig årsag. Mange kinesere ejer flere boliger. For menige kinesere, som aldrig(!) har oplevet prisfald på boliger, opfattes fast ejendom som en sikker investering. Den holdning skaber ikke kun bekymring blandt udenlandske investorer, men også i Beijing, som har strammet hårdt op på långivning til bolig nummer 2. Man vil undgå hamstring af boliger, så boligmangel ikke udløser social uro. Samtidig er der indført loft over, hvor meget boligudviklerne må sælge boligerne til, hvis de skal have lov til at bygge mere.

Sideløbende hermed har Beijing i de senere år strammet den statslige kreditgivning i byggesektoren i form af eksempelvis lånekvoter og forbud mod køb af land for lånte penge.

Da byggesektoren tegner sig for en fjerdedel af Kinas økonomiske vækst, er sektoren også en reguleringsknap, som etpartistyret kan skrue på, hvis handelskonflikten med USA skulle udvikle sig til en egentlig handelskrig og true den økonomiske vækstambition på 6,5 procent i 2018. Der er faktisk allerede drejet lidt på knappen i form af en lempelse af bankernes kapitalkrav og en lavere rente.

I BankInvest har vi investeret i ejendomsselskaber, der udelukkende opererer i Tier 1 og 2, som er de byer, der driver den økonomiske udvikling, især i Greater Bay Area. Byerne i provinsen, Tier 3 og 4, skal man holde sig fra. Det er her, mange kinesere køber deres anden eller tredje bolig til fritidsbolig, deres gamle forældre eller drømmen om et otium i de mindre byer. Skulle der komme en boligkrise, vil priserne uden tvivl falde først her.

1 milliard kroner om dagen

Som investor skal man også være opmærksom på den voldsomme konsolidering blandt developerne. Hvor sektoren før var stærkt fragmenteret, skal man i dag helst omsætte på den gode side af 100 milliarder kroner og vokse med 20-30 procent om året for at være med på vinderholdet. De største developere omsætter for langt over 1 milliard kroner om dagen!

Jo større omsætning og dermed flere byggeprojekter på forskellige stadier, jo større mulighed for at generere løbende indtægter fra salg og dermed mindske den gearing, vi ser som et faresignal.

I hurtigtoget til Guangzhou er der ikke mange faresignaler. Alt emmer af kvalitet. Hvis Xi Jinping skal have succes med sine ambitioner for Greater Bay Area, er en stabil økonomisk og social udvikling på boligmarkedet en mere kritisk faktor for succes end den indtil videre begrænsede risiko for en omfattende handelskrig med USA.

Og så skal Hongkong til lommerne i form af både øgede investeringer og retslig knowhow.

 

Af Søren Bertelsen, chefporteføljeforvalter, og

Lars Krabbe, seniorporteføljeforvalter, BankInvest, Emerging Markets Obligationer

Kommentér dette blogindlæg herunder