Amerikanerne har et udtryk: Never waste a good crises. Alle, der arbejder professionelt med politik, kender udmærket begrebet, at en krise kan bruges til at tvinge egen politik igennem.
Hvis man ønsker at stramme grebet om den danske finansielle sektor, er hvidvasksagen i Danske Bank derfor en krise, man ikke må lade forpasse. Og der er rigeligt med politikere, der ønsker markant mere regulering af de danske banker.
Hvidvasksagen er således langtfra kun en sag for Danske Bank. Sagen har utvivlsomt ramt landets største bank hårdt, men resten af den finansielle sektor kommer også til at mærke konsekvenserne.
Vi har allerede set de første eksempler i form af en markant stramning af straffene for overtrædelse af hvidvaskreglerne, men vi har langtfra set det sidste politiske nedfald som følge af denne sag. Finanssektoren gør klogt i at forberede sig på, at mere vil følge.
Det er der mindst tre årsager til.
For det første har venstrefløjen i Danmark alle dage set på finanssektoren med stor skepsis. Den repræsenterer alt det, de ikke kan lide ved kapitalismen. Venstrefløjen mener, at bankerne har for stor magt i samfundet, at bankerne udnytter deres kunder, og at sektoren kun i begrænset omfang udviser det samfundsansvar, som venstrefløjspolitikere ofte forventer af private virksomheder, i særdeleshed finansielle virksomheder.
Hvidvasksagen bekræfter de mest kritiske i, at bankerne grundlæggende er kyniske virksomheder, der vil gøre næsten hvad som helst for at score lidt ekstra profit.
Det er fristende at konkludere, at venstrefløjen ikke forstår, hvor vigtig finanssektoren er for værdiskabelsen i samfundet. Men det vil være en fejl.
De moderate centrum-venstre-politikere ved udmærket godt, at vi ikke kan undvære bankerne. De vil sige, at bankerne har en særlig rolle i et samfund som vores, men at det er en rolle, som de ofte har svært ved at leve op til.
For det andet har mange centrum-venstre-politikere opfattelsen, at finanssektoren har en ubetalt gæld til samfundet fra finanskrisen. Eller rettere, at sektoren ikke har udstået sin straf for det, den – i deres optik – påførte samfundet. Hvidvasksagen er derfor en kærkommen lejlighed til at lade sektoren mærke, at man hos nogle partier på Christiansborg synes, at sektoren er kommet lidt for hurtigt og let ovenpå igen.
Endelig er der det med, at hovedrolleindehaveren i dette drama ikke en hvilken som helst bank. Det er Danske Bank. Banken, der repræsenterer alle dårligdommene ved den finansielle sektor. Det var dem med ’new normal’. Det var dem, der førte an med gebyrerne, og banken har alle dage haft et politisk ’blåt’ skær over sig.
Derfor skal hvidvasksagen bruges til at regulere den finansielle sektor hårdere.
Men ikke nok med det. På venstrefløjen passer kampen mod finanssektoren godt ind i fortællingen om, at ulighed i Danmark er et stort problem, der skal bekæmpes.
Det er den syge kapitalismes skyld
Derfor kommer vi i den kommende tid til at høre en hel masse om ’den syge kapitalisme’. Mange på venstrefløjen vil forsøge at gøre det til et tema frem mod det kommende folketingsvalg.
Hvidvasksagen vil i sig selv blive brugt flittigt af folkevalgte, men at Thomas Borgen forlader banken med en fratrædelsesordning, der ligger et pænt stykke over, hvad i øvrigt flittige mennesker kan tjene på adskillige år, vil også blive brugt aggressivt. Og der vil ikke blive skelet til, at det er en aftale indgået mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager, hvilket normalt ligger venstrefløjen meget på sinde.
Vi kommer i det hele taget til at høre en hel masse om ulighed. Nogle politikere vil sågar forsøge at forklare, hvorfor brexit og Trump er resultater af ulighed i form af store ’bonusser’ (de mener afkast på aktieprogrammer, men roder ofte rundt i det) til bankfolk, kapitalfondchefer og den slags.
Og vi kommer til at se mere og tungere regulering af hvidvask og andre former for lovregulering af complianceforhold.
Henrik Sass Larsens tanker om at genindføre offentlige repræsentanter i bankers bestyrelser har også fået medvind af hvidvasksagen.
De borgerlige dukker hovederne
Hvor er de borgerlige politikere henne i denne diskussion? Som typiske forsvarere af det frie marked bør de vel oplagt søge at beskytte bankerne mod offentlig indblanding og mere regulering?
Ikke denne gang.
Eller rettere – de vil gerne beskytte bankerne mod venstrefløjen. Men hvidvasksagen er så stor og problematisk, at også borgerlige og liberale politikere har valgt at deltage i koret af kritikere af Danske Bank.
De gør det også i håb om at kunne beskytte sektoren mod alt for megen ny regulering, hvis de ikke ses som værende alt for tætte venner med sektoren. Men det er en svær balancegang, for hvis man først er enig i, at bankerne ikke gør det godt nok, er det jo svært ikke også at støtte nye indgreb.
Venstrefløjen skal i hvert fald nok vide at forsøge at afsløre det, hvis de borgerlige bluffer. Derfor er det også blevet markant sværere at være lobbyist for finanssektoren.
Alt sammen som følge af Danske Banks hvidvasksag.
Er det kommunikationen, der har fejlet?
Som så ofte før i sådanne sager, er det oplagt at kritisere bankens håndtering af sagen.
Burde banken have kommunikeret bedre? På Christiansborg tales der allerede om, at banken har været uærlig i sin kommunikation over for de folkevalgte (hvilket nærmer sig helligbrøde i politisk kommunikation). Og det har vakt vrede, at banken har undersøgt sig selv.
Men kritikerne overser, at undersøgelserne (der var to af slagsen) simpelthen var nødvendige for bankens ledelse for at få det nødvendige overblik for at kunne kommunikere. Det er jo ikke tale om, at banken hverken dømmer eller frikender sig selv.
Det kan lyde mærkeligt, men sagen var en af den slags sager, som vi ser oftere og oftere, hvor den rulles op i medierne mindst lige så hurtigt som internt i virksomheden, og hvor kommunikationsfolkene derfor er på overarbejde med bare at skaffe sig et nogenlunde faktuelt grundlag at kommunikere ud fra.
Det er derfor svært at se, at banken kunne have grebet sagen meget anderledes an, da den først rullede. Omvendt tyder meget på, at man sagtens kan kritisere, at ledelsen først tog sagen alvorligt, netop da medierne begyndte at interessere sig for sagen. Det har kostet banken dyrt.
Sagen er langtfra slut. Der kommer mere politisk debat, flere undersøgelser, mere lovgivning og mere kritisk lys på den finansielle sektor i Danmark. Og måske også et retsligt efterspil.
Og hvis der oven på denne sag sidder nogle topledelser i store danske virksomheder, der stadig tror, at topchefer alene bedømmes på deres evner til at skabe finansielle resultater, kan de bare spørge Thomas Borgen. Borgen har målt på langt de fleste parametre været en dygtig CEO i Danske Bank. Han stopper alene (med den viden, vi har nu), fordi han er blevet en politisk og mediemæssig belastning for sin virksomhed.
Det er nok første gang, vi ser det i Danmark. Men det bliver ikke sidste gang.
Kommentér dette blogindlæg herunder