17 millioner dyr er blevet eller vil blive slået ned. Minkfarme over hele landet lukker og slukker, og et eksportførende dansk erhverv er færdigt.
Desværre en beslutning truffet uden lovhjemmel, om end man må forstå på statsministeren, at hun den dag i dag – selv efter en fyring af den ansvarlige minister og en nedlukning af et erhverv med assistance fra dansk forsvar og politi – ville træffe den samme beslutning igen. En udtalelse, som unægtelig tager et begreb som nødvendighedens politik til helt nye højder.
Regeringen greb, da den indså, at det var galt fat, til et klassisk kneb i den politiske grønspættebog: redegørelsen. Endda flere af slagsen.
Regeringen endte på forunderlig vis med at finde frem til, at brøden for miseren skulle være, at alle andre end regeringen skulle have skylden for fejlen. Lige bortset fra Mogens Jensen, som med redegørelsen omsider kunne læse, hvornår han vidste hvad og ikke mindst hvor meget. Og så sagde han farvel og tak.
Det, selv om regeringens coronaudvalg, der blandt andre tæller landets finansminister, justitsminister og udenrigsminister, angiveligt også var vidende om den manglende lovhjemmel. Og at de samme tre ministre sidder i regeringens koordinationsudvalg, der trods advarsel om manglende lovhjemmel i det skriftlige materiale til udvalget alligevel besluttede af lukke det danske minkerhverv.
Det interessante er ikke, at regeringen slås for sit liv, fyrer en minister, skyder skylden igen-igen på det hårdtplagede embedsværk. Eller at de bruger den til dato mest pinlige undskyldning: At de måske/måske ikke har læst de papirer, de som ministre pinedød har ansvar for at læse som baggrund for at træffe beslutninger.
Det virkelig interessante er, hvor meget regeringens parlamentariske grundlag lader stå til. At Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, og hvad der nu er tilbage af Alternativet, finder sig i det.
En af de mest vidtrækkende beslutninger herhjemme i forbindelse med coronakrisen gik galt. Helt, helt galt. Et erhverv og tusindvis af mennesker blev tvangslukket uden lov og ret.
Og nu skændes Radikale med SF og Enhedslisten om, hvorvidt vi skal have en advokatundersøgelse eller måske en parlamentarisk høring til at botanisere i, hvad der mon er foregået. Helt ærligt, hvor slapt kan det egentlig blive?
Ingen af partierne rasler for alvor med sablen. Truer regeringen på livet. Indkalder alle ministre, inklusive statsministeren, i endeløse samråd, udbeder sig krisemøder med regeringschefen eller detaljerede redegørelser fra Statsministeriet, så tingene i fuld offentlighed kan blive forklaret. Intet.
Og det siger vel i grunden det hele: At Mette Frederiksen, selv i en situation hvor hun kører over for rødt lys, kan sove helt roligt.
Om en regering overtræder loven, er kun interessant, hvis det parlamentariske grundlag gør noget ved det. Og efter denne sag lader det til, at regeringen kan te sig med et lige så afslappet forhold til loven, som de værste slyngler i det vilde vesten – konsekvenserne er totalt fraværende.
Hvorfor er det sådan? Det er ingen hemmelighed, at Socialdemokratiet har investeret megen troværdighed i fortællingen, at de på ingen måde er det Socialdemokrati, der sidst var ved magten. At det denne gang er den ægte vare.
Enhedslisten og især SF har åbenbart også investeret næsten lige så meget i den fortælling. I hvert fald er de parat til at negligere enhver form for alvorlig sanktion, når regeringen tilsidesætter, at den skal have lovhjemmel, før den beslutter og eksekverer, bare Socialdemokratiet overlever. Det gjorde minkerhvervet så bare ikke.
Kommentér dette blogindlæg herunder