Det har vakt undren i danske medier, at Tyskland sidste onsdag endegyldigt lukkede sine sidste tre a-kraftværker. Det sker nemlig, kort efter at Tyskland også fik gennemtrumfet en udskydelse af EU-forbuddet mod salg af nye benzinbiler efter 2035, og midt i en selvforskyldt energikrise, hvor man for bare seks måneder siden var usikker på, om det var muligt at komme igennem vinteren uden at fryse eller slukke for strømmen.
Man kunne tro, at der lå strategiske beslutninger bag beslutningen, men reelt er der tale om handlingslammelse, fordi Tyskland er fragmenteret i sine beslutningsprocesser og under al for stor indflydelse af tilfældige folkestemninger.
Der er udstrakt selvstyre i de tyske delstater, og det betyder, at den tyske regering er begrænset i sine handlemuligheder, når det handler om eksekvering af den grønne omstilling, Desuden er den tyske energisektor præget af interessemodsætninger og mangel på koordination. I praksis betyder det eksempelvis, at Danmark kun kan eksportere sin overskudsstrøm til den nordligste del af Tyskland, for længere nede i landet er de ikke interesseret i konkurrence fra billig dansk VE-strøm.
Tysklands manglende eksekveringskraft har vakt opstandelse mange steder i Europa og kan få langtrækkende og meget negative konsekvenser for EU’s klimamål. Og da Tyskland er Danmarks største samhandelspartner, påvirker det i høj grad også Danmark. Hvad nytter det, at Danmark vil reducere sine CO2-udledninger med 70 procent i 2030, hvis Tyskland ligefrem øger sine udledninger?
Mange har spurgt sig selv, hvorfor Tyskland overhovedet lukker ned for a-kraft, der har kørt upåklageligt siden midten af 1960’erne. Svaret er, at beslutningen blev truffet efter Fukushima-ulykken i september 2011, som jog en frygt gennem den tyske befolkning og gjorde det til en folkesag at få gennemtrumfet en nedlukning. Det er med andre ord en beslutning, som har mere end 10 år på bagen og derfor ikke bare ændres med et fingerknips.
Irrationel atomfrygt
Men den tyske frygt var irrationel, for ulykken i Japan skyldtes et kæmpejordskælv, der førte til en tsunami med 15 meter høje bølger, der oversvømmede værket og fremkaldte en kædereaktion, der i sidste ende førte til nedsmeltning og katastrofe. Men ud over at værket var misligholdt, vidste japanerne udmærket, at risikoen for jordskælv var kæmpestor netop der, så det er den egentlige skandale.
I alt er 17 tyske værker nu lukket, og det var ikke muligt at levetidsforlænge de tre sidste værker, da det er en flerårig proces at lukke et a-kraftværk ned. Eksempelvis havde værkerne ikke mere uran, og nøglemedarbejdere var sagt op. Det er som at betragte et trafikuheld i langsom gengivelse.
Hvad tyskerne gør nu, står hen i det uvisse. De fleste fortryder beslutningerne om nedlukning af a-kraft og import af russisk gas, men der er ingen aktuelle planer om at åbne nye a-kraftværker. Der er til gengæld kommet godt gang i importen af den hundedyre flydende naturgas (LNG), som sejles ind fra fjerne dele af verden, men det går stik imod EU’s ønske om strategisk autonomi.
Tyske energipriser langt højere end før Ukraine-krig
Det er netop denne trafik, der har skabt historisk høje elpriser, for når vinden ikke blæser og solen ikke skinner, leveres den marginale elproduktion af gasturbiner til en pris, der i snit er fire gange højere end ved brug af Putins gas.
Tyskerne holder nødtvungent også liv i deres kulværker, for ellers ville de ikke have tilstrækkelig energi, hverken til opvarmning eller elproduktion. Udbygningen af sol og vind går trægt, for selv om regeringen har afsat 2 procent af Tysklands areal til sol og vind, skal det igennem en kompliceret beslutningsproces i delstaterne. Ofte vil man skulle ødelægge værdifulde naturområder for at få plads til den vedvarende energi, der jo er ekstremt pladskrævende i forhold til atomkraft.
Og selv om man får tempoet sat i vejret, vil det ikke være nok. Tyskerne siger selv, at al kulkraft vil være udfaset i 2038, men hvad der skal sættes i stedet, er der endnu ingen, der ved. Det er baggrunden for, at de tyske energipriser i en lang periode fremover vil ligge på et markant højere niveau end før Ruslands invasion af Ukraine.
Konsekvensen er, at Tyskland risikerer at måtte afvikle dele af sin industri på grund af de høje energiomkostninger, hvilket også kan få konsekvenser for de mange danske underleverandører, som er stærkt afhængige af det tyske marked.
Tyskerne kommer til at mangle grøn strøm også efter 2035. Og på den baggrund giver det god mening at udskyde forbuddet mod benzinbiler. Elbilerne skal nok komme alligevel, men det nytter ikke med en total udfasning af benzinbilerne, for så går både trafik og økonomi i stå, og det kan tyskerne ikke leve med.
Bilfabrikker uenige om elbilssats
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at den tyske bilmastodont BMW er uenig i beslutningen om kun at satse på elbiler – et synspunkt, der bakkes op af den franske mastodont Stellantis og japanske Toyota. Andre som VW går fuldt og helt ind for elbiler, men omstillingen af den tyske bilindustri kan ikke desto mindre blive så drastisk, at det kan medføre massearbejdsløshed og massiv destruktion af kapitalapparatet.
Nu får industrien et pusterum og dermed bedre tid til at forberede sig til kampen mod Tesla og de sydøstasiatiske elbilfabrikanter, der hurtigt kunne have sat sig på hele markedet, fordi de ikke som tyskerne har bundet kapital i forældet teknologi, og fordi de er villige til at sænke priserne til et niveau, hvor tyskerne ikke kan være med.
Tysklands klimaderoute er godt nyt for den fossile industri, men taberen bliver målet om klimaneutralitet i 2050 og håbet om at kunne fremstå som et forbillede for resten af verden, hvor man et godt stykke af vejen ikke deler europæernes bekymringer om klimaforandringer.
Tyskland svigter desværre i den grad sit ansvar og som en negativ bieffekt, kan vi sandsynligvis fortsat se frem til både høje og volatile elpriser i Danmark, da de to markeder hænger tæt sammen.
Kommentér dette blogindlæg herunder